Fagblad nr. 7 2023
Pyha. Svært at følge trop, når forskellige dagsordner snubler over hinanden
Flere af jer tog bladet eftertrykkeligt fra munden, og pludselig hed det så, at ”andre faggrupper” – måske – også kunne tilgodeses. Supersejt gået, for siden har vi trods alt forhandlet ud fra et anderledes ståsted.
Jeg vil tro, at de fleste af jer, der læser denne tekst, forgæves har forsøgt at finde fornuft og retfærdighed i Mette Frederiksens pludselige treparts-udmeldinger dén lørdag i midten af september.
Hvor statsministeren tidligere afviste overhovedet at have en mening om, hvilke faggrupper der skulle have del i den portion midler, offentligt ansatte var blevet stillet i udsigt – ja, det havde hun så alligevel.
Ikke bare skulle vi ikke længere afvente konklusionerne fra Lønstrukturkommissionen (LSK) – vi skulle helt glemme dem!
Og hvad, I helt sikkert også husker, er, at bioanalytikerne ikke var blandt statsministerens håndplukkede favoritter. Ballade! På Facebook, i Ekstra Bladet, i Politiken, i Radioavisen, i DR’s Debatten. Flere af jer tog bladet eftertrykkeligt fra munden, og pludselig hed det så, at ”andre faggrupper” – måske – også kunne tilgodeses. Supersejt gået, for siden har vi trods alt forhandlet ud fra et anderledes ståsted.
Tydeligt er det dog, at LSK-rapportens tal for lønefterslæb ikke passer ind i regeringens egen kalkule. Nu handler det pludselig mest om at sikre vagtbemanding på de kliniske afdelinger. Om rekruttering og fastholdelse. Et problem vi også i høj grad kender til, som I ved.
Samtidig må jeg altså drage et dybtfølt suk, for i oveni trepartsforhandlingerne er vi også i fuld gang med forberedelserne til overenskomstforhandlingerne i foråret. Jeg skal da lige hilse og sige, at regeringens pengesæk ikke har gjort det arbejde lettere. Jo, vi vil selvfølgeligt knokle alt, hvad vi magter for, at I skal få del i de trepartsmidler. I fortjener dem!
Men regeringens del-og-hersk-strategi har vitterligt skabt et spændingsfyldt OK-forhandlingsklima. Jamen naturligvis, når man på den måde splitter det sundhedsfaglige kollektiv og deres forhandlingsorganer. Og i øvrigt vælger at dreje helt af på den dagsorden om ligeløn og lønefterslæb, som, vi alle for lidt siden var enige om, skal adresseres.
Og når man – endnu engang – fejer en grundig og seriøs kommisionsrapport af brættet og ændrer spillereglerne. Så ja, vi skal konstant være helt oppe på tæerne for at følge trop. Men rolig nu; vi har ikke givet op. Så langt fra. Fortsættelse følger.
