Fagblad nr. 6 2008

Hold hvad i lover!

Der er mange politikere, der i den seneste tid har stået på nakken af hinanden for at love, at der skal nedsættes en ligelønskommission. Det er selvfølgelig meget bekræftende, at vores krav om en forpligtende ligelønskommission har fundet klangbund og forståelse. Alligevel kan man ikke undgå at stå noget undrende og afventende overfor de forskellige udspil.

For eksempel blev SF’s lovforslag om en lønkommission, der skal udløse penge til de underbetalte faggrupper, nedstemt ved førstebehandlingen i Folketinget i slutningen af maj. Men sørme om så ikke Dansk Folkeparti kom ud blot et par dage efter og bedyrede, at de ville stille forslag om en tilsvarende kommission. Her skulle der også være penge med. Men hvor mange og fra hvornår, ville de første melde ud om senere. Det så allerede fra starten ud til, at der kunne skabes et parlamentarisk flertal for forslaget. Men først vil partiet lige vente og se, om en sådan kommission ville blive en del af en overenskomst mellem Danske regioner og sundhedskartellet eller mellem de øvrige aktører i den igangværende konflikt. eller om den kunne indgå i et eventuelt regeringsindgreb.

Sundhedskartellets formand Connie kruckow skrev faktisk lige før konflikten til samtlige partiformænd og foreslog dem at støtte etableringen af en kommission, der grundigt gransker lønforskellene på såvel det private som offentlige arbejdsmarked, og herunder også ser på irrationelle forskelle mellem løn i typiske kvinde- og mandefag. Der kom imidlertid kun svar tilbage fra thorning; hun var sådan set positivt indstillet – hvad hun også før havde givet udtryk for, som hun skrev. Men hun ville ikke gribe ind i en igangværende konflikt. Fra DF hørte man intet.

Men idéen om en ligelønskommission var åbenbart så rigtig og indlysende, at partiet gerne selv vil indkassere skulderklap for at stå i spidsen for initiativet. Jamen fint nok, hvis det blot bliver til noget – og i en form, der forpligter og ikke
blot bliver en diskussionsklub og syltekrukke.

Vi kan dog ikke lade være med at minde om, at både DF og Socialdemokraterne sidste år lovede at give 5 mia. kr. til plejefagene allerede før overenskomstforhandlingerne. Det løfte forduftede lige pludseligt, da Finansministeren fandt på at fremrykke udbetalingen af nogle allerede fastsatte lønreguleringer.

Vi vil derfor foreslå, at alle de politiske aktører, der lige nu bakker op om sundhedskartellets krav om en seriøs ligelønskommission, husker deres løfte, når det bliver hverdag igen. Ellers skal vi nok huske dem på det.

Af Anne Lise Madsen,
Formand for Danske Bioanalytikere

Særligt benyttede sider på dbio.dk