Fagblad nr. 5 2013

Tillidskrisen kradser

I den offentlige sektor var der positive forventninger forud for valget i 2011; dengang blev vi faktisk lovet, blandt andet af Margrethe Vestager, nuværende indenrigs- og økonomiminister, at der skulle igangsættes ledelsesreformer i hele den offentlige sektor. Væk med alle de rigide krav, lød det. Med kontrolforanstaltninger, registreringer og andet af det tunge tankegods, som efter snart tre årtier med New Public Management, har spoleret arbejdsglæden i store dele af sektoren. Med stigende sygefravær og skrantende produktivitet til følge. Det er nemlig det, mistænkeliggørelse gør ved folk.

Nej, vi skulle have en ”tillidsreform”, skulle vi. Tilbage med tiltroen til, at en dygtig og lydhør offentlig leder sammen med sine motiverede medarbejdere rent faktisk er i stand til at skabe resultater – naturligvis ud fra de mål og indenfor de rammer, politikerne sætter op. Nu skulle der være mere albuerum til initiativ og innovation. De skulle holde op med at måle blindt på omfanget af omkostninger og på antallet af ”præstationer” og i stedet se ordentligt på ”effekten” af præstationerne. For det er da helt go ́nat, at sygehusene rent faktisk belønnes efter antal af (gen)indlæggelser. Ikke efter, om patienten blev helt rask i første omgang! Den snævre sammenkobling af økonomi og aktivitetsniveau har meget på samvittigheden, hvis man ellers er optaget af høj kvalitet i ydelserne.

Som det fremgår af en artikel her i bladet fra årets Lederforum i Vingstedcentret, gik det bare slet ikke sådan. New Public Management er stadig den ledelsesfilosofi, der hersker, og den er ikke på vej væk. Mange peger på, at der i Finansministeriet sidder tre stærke mænd – kaldet ”de mørke trillinger” – som suverænt bestemmer retningen. Det er foruden finansminister Bjarne Corydon, departementschef David Hellemann og chefen for Moderniseringsstyrelsen, Niels Godtfredsen. Deres mission i verden er at få mest muligt ud af danskernes husholdningsbudget, og de tror desværre på, at det skal ske med ikke mindre New Public Management. Men med mere. De mener, at Danmark fortsat skal drives på gammeldags manér, ja, som man drev virksomheder i 1950 ́erne. I dag er succesfulde virksomheder klar over, at det ikke højner hverken kreativiteten eller produktiviteten at stamme grebet om medarbejderne. Der ved man, at tillid virker langt bedre end mistænkeliggørelse, også på bundlinien. Hvor ville det være rart, hvis Vestager kom i tanke om det igen.

Af Bert Asbild,
Formand for Danske Bioanalytikere

Særligt benyttede sider på dbio.dk