Fagblad nr. 5 2010

Bioanalytikere er stadig guld værd!

Det er med stor glæde, at jeg kan fortælle jer, at jeg af dbio ́s tillidsrepræsentanter har fået fortsat mandat til at kæmpe for lønforbedringer til vores faggruppe ved overenskomstforhandlingerne i 2011. Vi VIL til forhandlingsbordet.

Som det fremgår af det debatoplæg, der den 20. april blev diskuteret på en fælleskonference for Sundhedskartellet i Odense Congress Center – og af reportagen inde i bladet – er det ellers noget mere afdæmpede toner, der slås an fra Sundhedskartellets side. Vi lever for øjeblikket i økonomiske krisetider med milliardunderskud på de offentlige budgetter og fyringsrunder på sygehusene. Der appelleres til ansvarlighed, og det betyder naturligvis ’løntilbageholdenhed’, når det er vores arbejdsgivere, der skal definere den slags. Men når man tænker på villigheden til at indstifte bankpakker, redningsaktioner for landbruget og nu også en annonceret hjælpepakke til flyselskaberne, så ER der også penge til at sikre fremtidig fastholdelse og rekruttering af medarbejdere til den sundhedssektor, som alle ved, bliver det kommende folketingsvalgs helt store tema. Alt andet vil da være direkte dumt og uansvarligt. Som tingene står, så ved vi også, at det bliver svært at komme igennem med vores krav overfor arbejdsgiverne. Men vi vil knokle, dokumentere – og argumentere endnu mere – for at få et resultat, der ikke undergraver det, vi opnåede ved OK08.

Vi skal også ved denne kravindsamling sætte præcise ord på, hvordan vi skaber mere immaterielle forbedringer i vores arbejdsliv – de meget omtalte ”bløde krav”. Og her må vi have jeres hjælp derude.  Men vi skal altså også have hårde kontanter. Blandt andet vil vi foreslå, at der i den kommende overenskomst stilles garanti for, at de løntillæg, der er givet til medarbejdere, der skifter arbejdsplads eller går på pension, SKAL gå tilbage til afdelingen. Samt at de SKAL genforhandles og uddeles til andre medarbejdere. Vores tillidsrepræsentanter plejer heldigvis at være gode til at skaffe tillæg hjem til kollegerne ad den vej, og det skal vi fortsat understøtte dem i og uddanne dem til.

For kampen for ligeløn fortsætter. Bioanalytikere er stadig guld værd.
Husk det!

Af Bert Asbild,
Formand for
Danske Bioanalytikere

Særligt benyttede sider på dbio.dk