Fagblad nr. 4 2010

Kursen er fast – køreplanen lidt usikker

Sådan er det nogle gange; vi har et mål, men må tage nogle omveje og måske
endda sænke tempoet for at nå det.

I mærker nok, hvor jeg vil hen? Jeg ved fra mine møder med jer ude på regionernes generalforsamlinger, at der, side om side, hersker både frustration og forståelse her forud for OK-11. Frustration, fordi erfaringerne fra OK-08 stadig sidder i os, men vi må erkende, at resultatet ikke bliver det samme denne gang – hverken med eller uden konflikt. Og forståelse, fordi man ikke behøver at være nationalbankdirektør for at se, at samfundsøkonomien har det svært i øjeblikket.

Men tro mig; vi holder kursen mod ligeløn. Denne gang må vi bare tage turen om ad de mindre biveje og høste, hvad vi kan dér. Bl.a. i form af såkaldt ’blødere’ rettigheder. Jeg kunne fx forestille mig mere indflydelse på eget arbejde, værn om fritiden og måske noget mere konkret om trivsel og sundhed. Samtidig er jeg særlig varm på et forslag om, at der bliver adgang til en mere fleksibel og personlig arbejdstidstilrettelæggelse. Det behøver ikke være så kaotisk, som det måske lyder; der er nu udviklet it-værktøjer, som gør det muligt, at medarbejderne i vid udstrækning selv kan tilrettelægge deres arbejdsskema.

Jeg er ikke i tvivl om, at mange bioanalytikere vil opleve det som en stor trivselsforbedring. Men vi skal naturligvis også have nogle penge. I næste overenskomstperiode må vi måske også satse benhårdt på at få mere via lokallønsmidlerne. Vi skal i den forbindelse arbejde for, at de såkaldte tilbageløbsmidler – altså tillæg, der ophører, når en medarbejder rejser – bliver ført tilbage til afdelingens pulje, så de kan forhandles til andre. Det sker nogle steder, men er ofte en kamp. Den kamp, skal vi have bedre mulighed for at vinde. Dette er indtil videre kun et par løse forslag fra min side. De kommende
måneder skal vi nemlig sammen i dbio og de øvrige sundhedsorganisationer afgøre, hvilke krav vi skal have med til forhandlingsbordet næste forår. Det skal I være med til at påvirke. Jeg vil derfor opfordre jer alle til at studere det debatkatalog, som Sundhedskartellet udsender om en uges tid. Diskutér det med kollegerne.

Find konkrete forslag at sætte på de bløde krav. Vi skal for alt i verden undgå, at vi bare får vedtaget nogle luftige visioner, der overhovedet ikke kan føres ud i livet i en almindelig laboratoriehverdag.

God debatlyst!

Af Bert Asbild,
Formand for Danske Bioanalytikere

Særligt benyttede sider på dbio.dk