Fagblad nr. 3 2012

Der er noget, der virkelig irriterer mig, når man i offentligheden diskuterer det danske husholdningsbudget; hvorfor betragtes velfærd altid som en post, der skal stå på debit-siden?

Vi ved godt, at det selvfølgelig koster at passe børn, så deres forældre kan komme på arbejde – undervise skolebørn og studerende, så de ad åre kan gøre det samme – og kurere syge, så de også snarest kan genoptage deres aktive arbejdsliv. I den offentlige sektor sørger vi for, at hele det danske arbejdsmarked har en sund, veluddannet og fleksibel arbejdskraft at trække på. Det lyder i mine ører som en rigtig god og fornuftig investering. Netop – en investering. Derfor ærgrer det mig, at der her under overenskomst-forhandlingerne på det såkaldte minimal-område i den private sektor, lægges op til, at der skal strammes endnu mere på det offentlige arbejdsmarked, når det bliver vores tur ved forhandlings-bordet. Vi skal jo nødigt komme ud med et bedre resultat end i den private sektor, lyder logikken.

Det er ikke rimeligt! Vi har givet vores bidrag; med en produktivitetsstigning på
sygehusene på næsten 5,6 procent mellem 2009-2010, endda med et fald i udgifterne på 0,8 procent, har vi til fulde vist, at vi kan levere varen. Det er en produktivitetsstigning, der ligger lige over dén, der har været i den private sektor.

Vender vi blikket mod den ellers så guldrandede finansielle sektor, ser det som bekendt noget anderledes ud i disse år. Når nogle af bankerne alligevel kan præstere overskud, er det ikke ved at producere noget, eller ved at tage ansvar for at holde tandhjulene i sving i samfundet. De holder rigtigt godt fast ved pengene og tager stadig højere og højere gebyrer for en service, der synes at blive mere og mere skrabet. Sjovt nok, tæller indtægterne fra disse ukonstruktive transaktioner med på plussiden i det nationale regnestykke.

Jeg opfordrer til, at vi bliver ved med at insistere på, at vi producerer velfærds-værdi for hver en eneste krone. Arbejdsgiverne i regionerne ( finansministeriet) kan ikke tillade sig at give os en nulløsning igen; ikke nok med at vi i sundhedsfagene med mellemlange, videregående uddannelser stadig har et stort lønefterslæb i forhold til sammenlignelige fag på det private arbejdsmarked, vi fik også lov til at holde for ved sidste overenskomst-
forhandling. Og ikke mindst i dagligdagen, hver eneste dag, hvor besparelser, fusioner og fyringer har gjort arbejdet endnu mere stresset og nedslidende.
Det er i alt fald ikke en sund måde at pleje og beskytte sine investeringer på!

Af Bert Asbild,
Formand for Danske Bioanalytikere