Fagblad nr. 3 2010

En politiker fastslog engang, at næstefter kønsdriften, er jernbanedriften den
sværeste at styre. I dag ved vi, at det er sygehusdriften.

De udmeldte budgetunderskud og fyringsrunder i fire af fem regioner vi-
ser, hvor umådeligt svært det er at få pengene til at passe fra år til år. En ting
er, at vi med ny, men dyr, medicinsk teknologi hele tiden kan behandle flere
kroniske og livstruede patienter, som dermed lever længere; det er hele idéen
med et sundhedsvæsen. Men oveni kommer, at den siddende regering udsteder garantibeviser, der ikke er dækning for i regionernes økonomi. Den meget omtalte nedgroede tånegl skal have lige så hurtig behandling som patienten, hvor der er mistanke om kræft.

Det er vanskeligt at argumentere for, at vi som samfund IKKE skulle kunne
garantere alle syge at få en diagnose eller påbegyndt en behandling indenfor
en overskuelig tid. Men så må der investeres det, det koster.

Kløften mellem for store krav og for små rammebevillinger skaber en usund rytme i aktiviteterne; så skal der behandles på livet løs og ansættes medarbejdere. Så skal der pludselig bremses op og fyres i bundter. Panik koster dyrt, for enhver kan jo se, at lidt længere henne ad tidslinjen må der hyres dyre vikarer eller lægges opgaver ud til de private hospitaler, der jo nok ved at tage sig betalt.

Behandlingsgarantierne står ved magt, forsikrer sundhedsministeren.
Det er dybt demotiverende for de dedikerede medarbejdere, der nu mister
deres job i det offentlige sundhedsvæsen. Eller oplever, at vakante stillinger
på deres arbejdsplads nedlægges. Det er ikke netop mere travlhed og stress,
de ansatte har brug for, hvis de skal kunne opfylde diverse regeringsgaranti-
er. Det er derfor beklageligt, at sygehusenes økonomi fastlægges fra år til år.
Vi bør have mere langsigtede planer for, hvilke mål og visioner vi har for vo-
res sundhedsvæsen. Og så DEREFTER sørge for at finde midlerne. Eller priori-
tere, hvis man virkelig ikke mener, at der skal tilføres nye bevillinger. Her er et konkret forslag til, hvordan vi kan forhindre, at alt for mange patienter henvises til dyre behandlinger i det private: Vi fastholder diagnosegarantien – det er vigtigt for patienterne, at de får klar besked så hurtigt som muligt. Derefter indtræder en ’differentieret behandlingsgaranti’, så de sygeste kommer i første række. Det er sund fornuft i den nuværende situation.

Af Bert Asbild,
Formand for Danske Bioanalytikere