Fagblad nr. 11 2012

Hvor går man hen, når man som bioanalytiker er alvorligt bekymret for forholdene på sin arbejdsplads? Til sin nærmeste leder, selvfølgelig. Eller til sin tillidsrepræsentant – helt klart. Eventuelt til arbejdsmiljørepræsentanten, hvis problemet falder inden for miljøet.

Men hvad nu, hvis det drejer sig om noget mere diffust – om en udvikling, et skred eller tendenser, der langsomt har udviklet sig og pludselig er blevet normalpraksis? Forskningsbioanalytiker Jacqueline Tybjerg, der i dette nummer af fagbladet kritiserer forholdene på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, har efter mange års frustration og forgæves kamp valgt at have tillid til sin fagforening. Her forstår vi nemlig den kritik, hun kommer med, for den rammer lige ned i centrum af bioanalytikernes kernefaglighed. Det er en kritik, der i sin essens går på, at der er alt for meget fart over feltet, når et eksplosivt stigende antal juniorforskere skal producere resultater, der kan publiceres og skaffe dem noget til CV’et og måske nye forskningsbevillinger eller et fast job.

Bioanalytikerne tilhører på universiteterne gruppen af TAP’er – teknisk admini-strativt personale. Dem bliver der til gengæld færre af. Man behøver hverken at have den lille latinprøve eller det store truck-kørekort for at vide, at der på universiteterne eksisterer hierarkier, man bliver nødt til begå sig inden for. Og som én ud af en eller to, måske tre, bioanalytikere på en afdeling, kan det være svært at gå op imod den voksende gruppe af unge ph.d.-studerende, der føler det som utidig indblanding, når en bioanalytiker forsigtigt forsøger at forklare dem, at deres metoder, mærkninger, håndelag eller præmisser er forkerte.

Jacquelines observationer viser – ligesom skandalen om Milena Penkowa gjorde det – at det ikke er sundt for kvaliteten af dansk forskning at overlade laboratorierne til ambitiøse, men fagligt ubefæstede forskerspirer, hvis vejledere eller afdelingsledere er fortravlede og fraværende. Forskningsmiljøerne har brug for bioanalytikere, og vores forståelse af god laboratoriepraksis, til at være linjevogtere. Jeg siger tak til Jaqueline, et uforfærdet medlem, der står frem og slår et velovervejet slag for vores faglighed og nødvendigheden af den.

Af Bert Asbild,
Formand for Danske Bioanalytikere