Fagblad nr. 1 2009
Løngab og lovgivning: En hjælpepakke til vores fælles velfærd, tak!
Man skal passe på ikke at nedslide store ord eller slå om sig med tomme
trusler. Her er der dog ingen vej uden om: Det er intet mindre end en katastrofe
for vores velfærdssamfund, det ekstreme løngab, som en ny rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd dokumenterede i midten af december. Krise er simpelthen for mildt et udtryk. Der er nemlig ingen tegn på, at tilstanden blot ’går over’ igen indenfor en overskuelig årrække. Om nogensinde.
Løntal fra Danmarks Statistik viser således, at et ungt menneske med en mellemlang, videregående uddannelse i gennemsnit tjener 35,2 procent mere i det private erhvervsliv end en jævnaldrende med en uddannelse af tilsvarende længde, men som er ansat i det offentlige. I et hospitalslaboratorium, eksempelvist.
Så gabende en kløft har vi dog ikke tidligere været opmærksomme på. I foråret 2008 gik vi således i konflikt med et lønkrav på sølle 15 procent, som I uden tvivl husker. I har nok heller ikke glemt, at vi fik 13,3. De politikere og embedsmænd, der stadig mener, at man kan skabe bedre rekruttering og stoppe afvandringen fra sundhedsfagene alene ved at gøre noget ved arbejdsmiljøet med faglige udviklingsmuligheder og mere medbestemmelse, må simpelthen se at vågne op! Unge mennesker forlanger naturligvis også en anstændig løn, der – som vi i dbio plejer at sige – ”står mål med uddannelse, ansvar og kompetence”. Det gør vi alle, faktisk. Ellers tager vi som lønmodtagere vores gode arbejdskraft og går et andet sted hen. Før eller siden.
Som gammel tillidsrepræsentant gør det næsten ondt at sige det, men ”den danske model”, som vi har brystet os af og værnet om, magter bare ikke at håndtere denne katastrofe. En ting er, at der skal handles i ekspresfart, hvis ikke manglen på både bioanalytikere, radiografer og sygeplejersker skal slå igennem og smadre vores visioner om et sundhedsvæsen i verdensklasse.
En anden er – som det fremgik ved OK-08 – at vores arbejdsgivere ikke har mandat til at forhandle frit, men er iført en spændetrøje med Finansministeriets logo. Der er ingen vej uden om; den danske model må i en periode sættes ud
af kraft på det offentlige område. Politikerne må fatte, at økonomiske hjælpepakker ikke kun er noget, der skal til for at undsætte en betrængt finanssektor - der dog i vid udstrækning ligger, som den har redt. Her er noget mindst lige så vigtigt på spil: vores fælles velfærd.
Af Bert Asbild,
Formand for Danske Bioanalytikere
