Regionale møder skyder lokal løns indsats i gang

OK15-projektet om lokal løn starter op med møder med de fem regioner og faglige organisationer. dbio forventer ikke alt løser sig med projektet, men er glade for at få dialogen med arbejdsgiverne.

Nyhed

Af Tina Groth-Andersen, konsulent

Danske Bioanalytikere har, som en del af Forhandlingsfællesskabet, aftalt et projekt om lokal løn med regionerne frem mod overenskomstforhandlingerne i 2018. Projektet er en del af resultatet fra overenskomstforhandlingerne i 2015 for ansatte på sygehusene.

Lokal dialog om lokal løn frem mod OK18

Projektet består blandt andet af optakstmøder i alle regioner, hvor Danske Regioner, Forhandlingsfællesskabet, regionens ledelse og de faglige organisationer deltager. På flere af møderne deltager dbio’s sekretariat og regionsformændene. Meningen er, at regionerne arbejder videre med en dialog og initiativer om lokal løn det næste halve år.

Sammen har Danske Regioner og Forhandlingsfællesskabet udarbejdet inspirationsmateriale, som er sendt ud til regionerne og de faglige organisationer.

Dialog - ikke guld og grønne skove

Formand Bert Asbild forventer ikke at alle problemer med lokal løn løses med projektet:

"Jeg ved, at medlemmerne er frustrerede over, at lokal løn stort set er gået i stå og af at møde arbejdsgivere, der siger, at der ingen penge er. Derfor lagde vi også vægt på, at der skete noget ved OK15. De regionale møder er ikke guld og grønne skove, men i det mindste er der kommet en dialog i gang og regionerne skal følge op med initiativer."

dbio vil løbende orientere fra projektet om lokal løn. Hvis du er interesseret i at høre mere om indsatsen i din region, kan du kontakte din regionsformand i dbio. Du kan også orientere dig på din regions hjemmeside.

Du kan læse mere på Forhandlingsfællesskabets hjemmeside.

REGIONALE MØDER

  • ​Hovedstaden 16. september
  • Midtjylland 18. september
  • Syddanmark 22. september
  • Sjælland 23. september
  • Nordjylland 30. september
Emne

Særligt benyttede sider på dbio.dk