Martina, Katja og Bitten fortsætter i spidsen for Danske Bioanalytikere

Tre år mere. Martina Jürs fortsætter som formand, Katja Wienmann Bramm og Bitten Kaanbjerg Kristensen forsætter på posterne som næstformænd i bioanalytikernes fagforening.

Genvalgt
Skrevet af
Niels C. Jensen, digital redaktør og Jytte Kristensen, redaktør
2021 FU

Det var tre glade kvinder, der fredag kl. 12 fik at vide, at de var genvalgt som formand og næstformænd for Danske Bioanalytikere. Foto: Lisbeth Holten.

”Jeg vil gerne sige tusind tak for genvalget, som jeg tolker som et tegn på, at I som medlemmer synes, at foreningen går i den rigtige retning. Nu skal vi arbejde videre med det, der optager jer. Og her ved jeg, at ligeløn er det, der lige nu er på dagsordenen hos mange. Jeg glæder mig til at komme ud og møde og debattere med jer.”

Martina Jürs er genvalgt som formand for Danske Bioanalytikere. Martina blev første gang valgt som formand for Danske Bioanalytikere i 2018, og fra 2012-2018 var hun næstformand i organisationen.

Jeg vil gerne sige tusind tak for genvalget, som jeg tolker som et tegn på, at I som medlemmer synes, at foreningen går i den rigtige retning.
Martina Jürs, genvalgt formand for Danske Bioanalytikere

Martina Jürs er født i 1970 og bor i Ålsgårde ved Helsingør. Martina Jürs’ seneste stilling som bioanalytiker, var i funktion af afdelingsbioanalytiker på Klinisk Biokemisk Afdeling på Nordsjællands Hospital, Frederiksborg.

I de seneste tre år har den stigende mangel på bioanalytikere været den største opgave på bioanalytikerformandens bord. Martina Jürs har arbejdet på mange fronter for at få dannet flere bioanalytikere. Hun har blandt andet været i en løbende dialog med undervisere, ledere og uddannelsesinstitutionerne om, hvordan vi får uddannet flere bioanalytikere, som skal være med til at udrede de stadig flere patienter. Senest har coronapandemien vist, hvor afgørende diagnostikkens rolle er i sundhedsvæsnet.

Katja fortsætter som næstformand

”Jeg er taknemmelig for at få lov til at varetage jer medlemmers interesse i endnu en periode. De næste tre år, skal vi arbejde endnu mere på, at det fortsat skal være attraktivt og naturligt at være medlem af fagforeningen. Især tænker jeg her på de studerende. Vi har en vigtig opgave i at få dem med i fællesskabet. De er jo både foreningens og fagets fremtid,” siger Katja Wienmann Bramm.

Katja Wienmann Bramm er genvalgt som næstformand for bioanalytikernes fagforening, Danske Bioanalytikere. En post hun har haft siden 2015. Katja Wienmann Bramm er født i 1977 og bor i Jyllinge. Hendes seneste job som bioanalytiker var på Klinisk Fysiologisk og Nuklearmedicinsk Afsnit, Nordsjællands Hospital, Hillerød, hvor hun desuden var arbejdsmiljørepræsentant.

De næste tre år, skal vi arbejde endnu mere på, at det fortsat skal være attraktivt og naturligt at være medlem af fagforeningen.
Katja Wienmann Bramm, genvalgt næstformand

De seneste tre år har arbejdet med arbejdsmiljøet og en revision af uddannelsen til foreningens arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentanter fyldt mest i næstformandens kalender. Repræsentanterne er det afgørende bindeled mellem fagforeningen og medlemmerne på arbejdspladserne, og under corona-pandemien blev det meget tydeligt. Repræsentanterne meldte ind fra laboratorierne om bekymrende mangel på værnemidler og vacciner til bioanalytikere og laboranter. Som næstformand gik Katja Wienmann Bramm til de ansvarlige myndigheder og gjorde opmærksom på problemet hos den personalegruppe, som var helt afgørende for, at regeringens teststrategi kunne gennemføres.

Midtjyden genvalgt som næstformand

”Jeg glad for, at I som medlemmer har givet mig tre år mere som næstformand. dbio har netop søsat en ny hjemmeside, som jeg har været dybt involveret i udviklingen af. Jeg tror på, at den vil være med til at rykke dbio nærmere på medlemmerne. Det er der, vi altid skal være: Tæt på jer”, siger Bitten Kaanbjerg Kristensen.

Bitten Kaanbjerg Kristensen er genvalgt som næstformand for Danske Bioanalytikere. Hun har været næstformand siden 2018.

Jeg tror på, at den nye hjemmeside vil være med til at rykke dbio nærmere på medlemmerne. Det er der, vi altid skal være: Tæt på jer.
Bitten Kaanbjerg Kristensen, genvalgt næstformand

Bitten Kaanbjerg Kristensen er født i 1969 og har sin faste base i Ikast. I hverdagene bor hun i København.

Bittens seneste bioanalytikerjob var som fællestillidsrepræsentant på Aarhus Universitetshospital. Hendes bioanalytikerfaglige speciale er klinisk mikrobiologi.

I den seneste kongresperiode har Bitten Kaanbjerg Kristensen blandt andet arbejdet for, at bioanalytikere og laboranter af sikkerhedsmæssige årsager skal kunne identificere sig med andet end deres fulde identitet, når de i fagligt øjemed har brug for at skrive i eller logge sig ind i en patientjournal. Derudover har hun søsat et nyt korps af såkaldte professionsetiske ambassadører, der skal få faggruppen til at reflektere over de etiske problemstillinger i deres daglige arbejde.

Tiltræder på kongressen

Alle tre valg er sket uden modkandidater. Det nye formandskab tiltræder formelt på Danske Bioanalytikeres kongres den 23.-24 november 2021, og skal derefter fordele de politiske ansvarsområder imellem sig.

Særligt benyttede sider på dbio.dk