Høringssvar vedr. planlægning af sundhedsberedskab

Danske Bioanalytikere takker for høringsmaterialet og har en kommentar til "Planlægning af sundhedsberedskab - Håndbog for regioner", afsnit 4.3. om smitsomme sygdomme:

Høringssvar og breve
Skrevet af
Charlotte Andreasen, konsulent
  • ”En af de vigtigste opgaver i den forbindelse er at sikre, at regionen er i stand til hurtigst muligt at opdage og karakterisere en ny pandemivirus og trinvist, men med kort varsel at udvide kapacitet på sygehusene.” (side 48)
  • ”Det kan med fordel beskrives i sundhedsberedskabsplanen, hvorledes regionen: (…) sikrer kapacitet for laboratorieanalyser.” (side 49)

Erfaringerne fra SARS-CoV-2 pandemien viste bl.a., at testning og diagnostik er et helt essentielt værktøj, når man skal udrydde eller forebygge, forhindre, inddæmme og begrænse udbredelsen af smitsomme sygdomme. Det gælder om at sikre en høj kvalitet, tilstrækkelig kvantitet, hurtige svar samt tidstro data i de nationale databaser.

Erfaringerne viste også, at den enkelte region ikke kan løfte denne opgave på egen hånd. Opbygning og udvikling af en robust test- og diagnostisk kapacitet kræver en tæt national koordinering mellem fagfolk i primært SSI, SST og de kliniske laboratorier på hospitalerne med bistand fra regioner og eventuelt eksterne samarbejdspartnere. En sådan task force har været nedsat under denne pandemi, og det har været uundværligt.

Under en pandemi er der høj risiko for mangel på udstyr, reagenser, sundhedsprofessionelle osv., og laboratorierne skal hurtigt kunne omstille arbejdet til forskellige analyseplatforme med automatiske, semiautomatiske eller manuelle arbejdsprocesser. Det kræver hyppig deling af viden, erfaringer og ressourcer.

På den baggrund af anbefaler vi, at der nedsættes en national taskforce for testkapacitet hurtigst muligt ved et alvorligt epidemiudbrud, hvor de udførende laboratorier er repræsenteret.

Det er afgørende, at de udførende laboratorier kan kommunikere og koordinere direkte med hinanden og ikke igennem tredjeparter uden diagnostisk og teknisk indsigt. Taskforcen skal også rådgive Sundheds- og Ældreministeren om den tilgængelige testkapacitet for at underbygge politiske udmeldinger til offentligheden.

Vi stiller os gerne til rådighed for en dialog, hvis der skulle være behov for dette.

Venlig hilsen
Danske Bioanalytikere

Martina Jürs
Formand

Særligt benyttede sider på dbio.dk