Der er et menneske bag hver en sag

Sådan lyder overskriften på næstformand Camilla Bjerres indlæg i Politiken i dag. Indlægget er en kommentar til den kritik af Arbejdsskadestyrelsens sagsbehandling, som avisen beskrev torsdag og fredag i sidste uge.

Nyhed

Læs hele indlægget her:

Der er et menneske bag hv​er en sag

af Camilla Bjerre, næstformand i Danske Bioanalytikere

DANSKE BIOANALYTIKERE kan i den grad nikke genkendende til den kritik af Arbejdsskadestyrelsens sagsbehandling, som Politiken beskriver i torsdag og fredag. 

Vi konstaterer desværre, at afgørelser i mange af de sager, vi fører for vore medlemmer, enten er direkte fejlbehæftede eller mangelfulde. Og det i et omfang, der gør, at vi anker stort set alle afgørelser, vi får ind ad døren. 

Måske ikke så underligt, når medarbejderne i Arbejdsskadestyrelsen hele tiden skal øge antallet af afgørelser, som jurist Hans Bøgesvang Riis fortæller i torsdagens kronik? Og når afgørelserne også skal falde på kortere og kortere tid? Det er dybt beskæmmende læsning, når medarbejdere fra Arbejdsskadestyrelse ligefrem udtaler: ”Vi tager den i anken”. For så er de helt klar over, at den sagsbehandling, de leverer, ikke holder.

BESKÆFTIGELSESMINISTER Mette Frederiksen vil angiveligt nu kræve en redegørelse for, hvad der faktisk foregår i Arbejdsskadestyrelsen. Det er godt, men bedre vil det naturligvis være, hvis ministeren ender med at konstatere, at man kan presse systemet med måltal til en vis grænse, og at den grænse for længst er overtrådt. 

I deres breve skriver Arbejdsskadestyrelsen nok så smukt, at der er et menneske bag hver eneste sag. Ja, det er der, og vi kan tilføje: Hvis en afgørelse er forkert, kan det få fatale konsekvenser for det menneske, der er ramt af en arbejdsskade.​

indlaeg_camilla

Særligt benyttede sider på dbio.dk