dbio om OK23: "En ekstra månedsløn om året, og det håber vi kan mærkes"

To-årige overenskomster med pæne lønstigninger, mere i særlig opsparing og mere barsel tegner godt for OK24, mener dbio-formand Martina Jürs, men hun håber også, at det offentlige også snart får øjnene op særlig opsparing eller fritvalgsordninger, som er et stort ønske hos medlemmerne.

OK23
Skrevet af
Tina Groth-Andersen, politisk konsulent
Nedfrysning-af-aeg-til-ivf-behandling

dbio har forhandlet en række private overenskomster i foråret 2023. Bioanalytikere på bl.a. fertilitetsklinikkerne Maigaard og Ciconia kan nu se frem til højere løn de næste to år. Foto: Maigaard Fertilitetsklinik

Lønnen stiger næsten 8 procent. Arbejdsgiver betaler 2 procent mere i pension. Pensionen er den samme, så medarbejderne betaler 2 procent mindre og får de 2 procent udbetalt som løn. Det betyder, at lønnen på trin 2 samlet set stiger med næsten 5.000 kroner om måneden alt inklusive, når de to år er gået.

Danske Bioanalytikere blev sent tirsdag enige med Dansk Erhverv om to-årige overenskomster på en række fertilitetsklinikker og andre mindre private områder fra 1. marts 2023 til 1. marts 2025.

En månedsløn mere

Udover lønnen forbedres barslen også med i alt fire uger, så far får to uger mere, og der er to uger mere til deling. Tillidsrepræsentanten styrkes også. Valg af tillidsrepræsentanter skal foregå i arbejdstiden, og tillidsrepræsentanter får ret til at mødes med nyansatte kolleger i arbejdstiden:

​​​​​Det har været svære forhandlinger, men vi er endt på en rigtig pæn pakke med mere i lønposen.
Bitten Kaanbjerg Kristensen, næstformand i dbio

”Det har været svære forhandlinger, men vi er endt på en rigtig pæn pakke med mere i lønposen. Det svarer til en ekstra månedsløn om året, og det håber vi kan mærkes. Men der er også bedre vilkår på både barsel og for vores tillidsrepræsentanter”, siger Bitten Kaanbjerg Kristensen, næstformand i dbio.

Få øjnene op for fritvalgsordninger

På en af de virksomheder, som dbio har indgået aftale for, lægges en del af lønstigningen på næsten 8 procent i den særlige opsparing eller fritvalgskonto, som hæves til 9 procent af lønnen fra 1. marts 2024. Medarbejderne kan så vælge om de vil have den del som ekstra pension, frihed eller udbetalt som løn. De private overenskomster tegner også hovedlinjerne for stat, kommuner og regioner i foråret 2024:

Nu har vi et pejlemærke for lønnen til OK24, som ser rigtig pænt ud.
Martina Jürs, formand for dbio

”På optaktsmøderne rundt i landet med tillidsrepræsentanterne og ledere har især to ting stået højt på dagsordenen: mere i løn og mere fleksibilitet i arbejdslivet, og som man selv har indflydelse på. Nu har vi et pejlemærke for lønnen til OK24, som ser rigtig pænt ud, og de private forhandlere går endnu en gang foran ved at lægge mere i den særlige opsparing eller fritvalgsordning. Den håber jeg snart, at de offentlige arbejdsgivere også får øjnene op for”, siger Martina Jürs, formand for dbio.

Danske Bioanalytikere har også forhandlet en lignende aftale for en række vikaroverenskomster. Medlemmer på virksomhederne er orienterede om de konkrete elementer i de nye overenskomster.

Særligt benyttede sider på dbio.dk