Danske Bioanalytikere støtter Luftens Helte

Danske Bioanalytikere støtter kampen mod social dumping. dbio mener ikke, at der er plads til lave lønninger og dårlige arbejdsvilkår i Danmark. Heller ikke, når det gælder personalet i luftfarten.

Nyhed

Af Niels C. Jensen, journalist 

luftenshelte_web
Luftens Helte alias Serviceforbundet kæmper for, at flyselskabet Ryanair skal indgå overenskomst for deres ansatte i Danmark. Danske Bioanalytikere er med i kampen for ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Foto: Niels C. Jensen

Dommerne i sagen mod Ryanair har udbedt sig betænkningstid. Arbejdsretten skal afgøre, hvorvidt den danske fagbevægelse kan lave en sympatikonflikt imod Ryanair, som ikke ønsker at indgå overenskomst for sit personale med base i København.

Hvis der bliver sagt ja til en sympatikonflikt fra Arbejdsrettens side, kan det betyde at feriehungrende danskere ikke kommer af sted på ferie. Men det til trods støtter Danske Bioanalytikere Flyvebranchens Personale Union og Serviceforbundet også kaldet Luftens Helte.

"Vi støtter Luftens Helte, fordi det er helt afgørende, at mennesker der arbejder i Danmark har ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Det er vi garant for, når det handler om bioanalytikere. Og det er FPU garant for, når det handler om blandt andet piloter og kabinepersonale," siger Bert Asbild, der er formand i Danske Bioanalytikere.

Sagen om den danske model

Ifølge Ryanair skal selskabet ikke følge danske overenskomster og danske regler om sympatikonflikter, da et er irsk selskab. Og mener desuden, at EU-domstolen skal afgøre, hvorvidt en eventuel sympatikonflikt er lovlig.

På den anden side kæmper den danske fagbevægelse for den danske model, som giver blandt andet giver arbejdstagerne frihed til at organisere sig og strejke, hvis det skulle være nødvendigt.

"Arbejde i Danmark skal foregå på dansk overenskomst. Også i luftfarten, fordi hvis vi alle sammen fik en løn, som de ansatte i Ryanair, var der ingen, der ville have råd til at rejse," siger Bert Asbild.

  • ​Ryanair blev etableret i 1985, og var det det første discountselskab i flybranchen. I dag er det det største europæiske flyselskab.
  • Ryanair har haft stor succes med billige billetter, som har fået passagerer til at se igennem fingre med dårlig service og dårlige arbejdsvilkår.
  • En nyansat stewardesse hos Ryanair må typisk tage til takke med en månedsløn på omkring 10.000 kroner efter skat. Hun får også kun løn for de timer, hun er i luften, hun skal selv betale for sin uniform og hun får ingen løn under sygdom.
  • Siden 2006 har Ryanair fløjet fra Billund og er i dag det største selskab i den jyske lufthavn. I marts 2015 begyndte Ryanair at flyve fra København.

Kilde: Fagbladet 3F

Særligt benyttede sider på dbio.dk