'Dag & nat' - ny TV2-serie med bioanalytiker på rollelisten

TV-serien 'Dag & nat' er en højaktuel dramaserie om hverdagen på en dansk fødegang. Stedet er belastet af et voldsomt arbejdspres, der udfordrer de ansattes ønske om at præstere en tårnhøj faglig og menneskelig standard. Birthe Neumann spiller bioanalytikeren Vivi, som er mor til hovedpersonen Ella, som er ledende jordemoder.

Underholdning
Skrevet af
Niels C. Jensen, digital redaktør og journalist
Birthe Neumann som Vivi

Birthe Neumann spiller Vivi, der er bioanalytiker og mor til Ella, og Sofie Gråbøl som er den ledende jordemoder Ella i serien ’Dag & nat’. Foto: Rolf Konow / TV 2

I Lone Scherfigs nye danske dramaserie 'Dag & nat' møder vi afdelingsjordemoderen Ella (Sofie Gråbøl), som hver dag kæmper for at skabe de bedste rammer både for de fødende og for sit personale.

Serien foregår på en af Danmarks travleste fødeafdelinger, hvor jordemødre og læger er godt slidt ned, afdelingen er underbemandet og overbelagt. Overlægen Michael er ikke til nogen hjælp, for han har et budget, der skal holdes, praktikanten Vilhelm får ikke et ben til jorden i den kvindedominerede verden, og den holistiske jordemoder Tine driver Ella til vanvid.

Sammen oplever personalet konflikter og nedture, traumer og triumfer, fødsler og forelskelser. For ét er sikkert: Ingen, der kommer igennem fødeafdelingen, går uforandret derfra.

En rørende og højaktuel dramaserie

'Dag & nat' er en rørende og højaktuel dramaserie om hverdagen på en dansk fødegang. Stedet er belastet af et voldsomt arbejdspres, der udfordrer de ansattes ønske om at præstere en tårnhøj faglig og menneskelig standard. 

Birthe Neumann
Vivi er Ellas mor og bioanalytiker på hospitalet. Hun higer efter Ellas anerkendelse og opmærksomhed. Vivi ved godt, at hun ikke altid var den bedste mor for Ella, men det sårer hende, når Ella skubber hende væk, hver gang hun prøver at række ud. Vivi spilles af Birthe Neumann.

Men det er også en verden fuld af medfølelse, mod, empati og udholdenhed. På de hvide hospitalsgange kæmper læger, sygeplejersker, jordemødre, bioanalytikere og sosu'er en evig kamp for de fødende og deres nyfødte. Både professionelle og private konflikter stilles til skue, når menneskers svagheder og styrker åbenbares i sin reneste form, ofte inden for ganske få timer.

"Fødsler er som omvendte trafikulykker. Der er blod, råben og skrigen, men når røgen så har lagt sig, er man ét menneske mere, end da man begyndte," forklarer Ella til en studerende.

Et mangefacetteret portræt

Den internationalt anerkendte instruktør Lone Scherfig er seriens hovedforfatter, showrunner og episodeinstruktør. I 'Dag & nat' ønsker Scherfig ikke kun at udforske en af grundpillerne i det danske samfund, det offentlige sundhedsvæsen, men også tilføje nyt til fortællingen om velfærdssamfundet, menneskeligt såvel som politisk, skriver TV2 i en pressemeddelelse.

TV-serien kan ses på TV 2 PLAY fra 22. maj og på TV 2 fra 29. maj.

Emne

Særligt benyttede sider på dbio.dk