Arbejdsgiver fik aktindsigt i medarbejders sygedagpengesag – retstillingen er uholdbar

Ankestyrelsen har godkendt, at arbejdsgiver fik udleveret akter fra en medarbejders kommunale sygedagpengesag. Det mener formand Bert Asbild er stærkt problematisk.

Nyhed

Af Sara Beck Jochumsen, juridisk konsulent 

​I en konkret sag godkendte Ankestyrelsen, at arbejdsgiver fik  udleveret akter fra en medarbejders kommunale sygedagpengesag. Arbejdsgiver fik blandt andet udleveret en statusattest fra medarbejderens egen læge, der indeholdt oplysninger om sygdomsforløbet som medarbejderen troede var givet til egen læge i al fortrolighed og alene til brug for den kommunale sagsbehandling.

Formand for Danske Bioanalytikere Bert Asbild udtaler:

”Denne praksis er stærkt problematisk. Det er yderst kritisabelt, at en sygemeldt medarbejder risikerer, at en fortrolig dialog på denne måde kommer videre til arbejdsgiver, der intet behov har for disse oplysninger.”

Kort tid efter, at arbejdsgiver havde fået oplysningerne blev medarbejderen fyret.

Medarbejderen klagede til Ankestyrelsen, der har sagt god for at kommunen udleverede de følsomme oplysninger til arbejdsgiver, fordi arbejdsgiver havde en økonomisk interesse i sygedagpengesagen.

Teknisk Landsforbund går videre med sagen 

Teknisk Landsforbund, der førte sagen ved Ankestyrelsen, udtaler, at de agter, at gå videre med sagen, så Ankestyrelsens praksis på området kan blive ændret. Hovedorganisationen FTF har desuden indbragt en lignende sag for Østre Landsret, for at få en endelig afklaring på, i hvilket omfang arbejdsgiver kan kræve rent private og fortrolige oplysninger udleveret gennem aktindsigt.

Danske Bioanalytikere bakker op om dette.

Bert Asbild udtaler:

”Vi opfordrer de praktiserende læger til, at de fremover nøje overvejer om de oplysninger, der videregives til kommunerne i forbindelse med sygedagpengesager, er relevante og om det kan være skadeligt for medarbejderens ansættelsesforhold.”

Hvis du som medlem kontaktes af kommunen, fordi din arbejdsgiver har bedt om aktindsigt i din sygedagpengesag, opfordres du til at tage konktakt til din tillidsrepræsentant, så I sammen kan gøre indsigelser.

Særligt benyttede sider på dbio.dk