Valg 2019: Stillingsannonce

Vi har fået mulighed for at supplere vores regionsbestyrelse op til 13 medlemmer, og dermed er der to ledige pladser.  Vi holder derfor suppleringsvalg i forbindelse med generalforsamlingen d. 12. september 2019. Valgperioden er frem til september 2021,

Opdatering d. 1/8 2019

Ved opstillingsfristens udløb d. 1/8 2019 kl. 12 har kun 1 kandidat meldt sig - nemlig Katrine Röd, TR på KBA Bispebjerg og Frederiksberg Hospital. Hun er dermed valgt.

Vi mangler dog stadig 1 kandidat, som kan opstille på generalforsamlingen.

Arbejdsopgaver:

Du skal være med til at føre dbio’s politik ud i livet i Hovedstaden og samtidig varetage medlemmernes interesser i stort og småt. Opgaverne er mangesidige og til tider uventede. Du vil af og til skulle være mødeleder, tage et referat eller skrive et oplæg. Du skal være aktiv i at arrangere medlemsaktiviteter og i deres gennemførelse. Der er underudvalg - fx TR-/AMIR-udvalg -  og eventuelt andre ad hoc udvalg. I disse udvalg sidder der minimum 1 fra regionsbestyrelsen som er regionsansvarlig.

Arbejdstid:

Der holdes ca. 6 heldagsmøder om året i regionsbestyrelsen, hvoraf det ene er et 2-dages RB-seminar. Ud over dette kan der også være møder i udvalg og planlægning samt gennemførelse af medlemsaktiviteter.

Kvalifikationer:

Medlemskab (ikke passivt) af dbio er den eneste forudsætning, men vi håber, at du også har engagement, gå-på-mod og interesse for opgaverne. Alle personer uanset alder, køn, etnisk tilhørsforhold eller stillingskategori, der opfylder kravet om medlemskab, kan stille op. 

Vi vil meget gerne have en bredt sammensat bestyrelse.

Løn:

Det bærer lønnen i sig selv!  Der kan dog kompenseres for tabt arbejdsfortjeneste og selvfølgelig eventuelle transportudgifter efter gældende regler.

Ansøgnings- / opstillingsfrist:

Fristen er torsdag d. 1.august kl. 12. Anmeld dit kandidatur til regionskontoret via mail til dbio-hovedstaden@dbio.dk og begrund, hvorfor du ønsker at opstille. Vedhæft gerne et billede.

Stillingen besættes (valget afgøres) efter reglerne i dbio´s vedtægter:

Hvis der ved opstillingsfristens udløb har meldt sig flere end de kandidater, der er behov for, finder der afstemning sted på generalforsamlingen d.12.9.2019.

Hvis der ikke har meldt sig flere kandidater, end der er behov for, er disse hermed valgt uden afstemning. Såfremt der ikke har meldt sig et tilstrækkeligt antal kandidater, kan der ske supplerende opstilling og valg på generalforsamlingen.

Venlig hilsen

Regionsbestyrelsen

Særligt benyttede sider på dbio.dk