Klar til etik
5 hurtige til Amalie Billesø– vores første midtjyske professionsetiske ambassadør i det nyoprettede landsdækkende korps
Af Inger Merete S. Paulsen
Hvad glæder du dig allermest til som ambassadør i det nye landsdækkende korps ?
Jeg glæder mig til at finde ud af, hvordan etik kan og skal fylde mere i min egen og mine kollegaers hverdag. Jeg glæder mig til at lære min rolle som professionsetisk ambassadør at kende og finde ud af, hvad den egentlig skal indebære.
Vidste du bare, at det lige var dig, da du så ”jobopslaget” til det ny ambassadørkorps i vores fagblad ?
Jeg vidste ihvertfald, at det var et emne, jeg synes er rigtig spændende og sjovt at arbejde med. Etik er ofte en samtalestarter, som udvikler sig. Jeg mener, at etik er en etikette, vi ikke altid er opmærksomme på, at vi kan bruge. Hvis man snakker med sine kollegaer om dilemmaer og udfordringer fra hverdagen, så er det næsten altid med afsæt i noget etisk. Hvad er okay og hvad er ikke?
Har du selv stået overfor etiske dilemmaer i din dagligdag som bioanalytiker ?
Det korte svar er ja. For mig er det oftest, når jeg står i en situation med en patient, at de etiske dilemmaer opstår. Børn, der skal have taget blodprøver, siger nej, og de voksne sammen med bioanalytikere bestemmer, at de alligevel skal tages mod barnets vilje. Den demente patient der siger nej, men lægen siger ja. Hvad er i orden og hvor går grænsen?
Giver uddannelsen i dag et ”godt nok” grundlag for de etisk vanskelige situationer, man kan blive konfronteret med som bioanalytiker på et hospitalslaboratorie eller på en afdeling ?
Selvom etik for mange bioanalytikerstuderende kan virke fjernt og meget humanistisk i forhold til den ellers sundhedsvidenskabelige læring, er det et meget vigtigt element i uddannelsen .
I min klasse, da vi havde etik, kaldte vi det “føle-føle”, fordi vi i den periode var meget fokuserede på, hvad der var rigtigt og forkert og gerne ville sætte to streger under. Men jeg husker det også som, at etik-undervisningen gjorde det tydeligt, at en patient ikke kun er det hele menneske, der er lige foran os, men også dét materiale de nu måtte afgive; blod, urin, væv, alt biologisk materiale.
Jeg føler mig kvalificeret til posten som etisk ambassadør, fordi jeg godt gider og tør snakke om etik, og ta´ en diskussion i kaffestuen om, hvad jeg har oplevet, og hvordan det påvirker mig, hvis jeg synes, at en given situation ikke var normal eller optimal.
Etik er ikke en nem størrelse i det sundhedsvæsen, vi bioanalytikere skal navigere i. Tid, resourcer og følelser skal alt sammen rummes, så det i sidste ende er til patientens bedste.