Valgoplæg 2018

De 8 opstillede kandidater til de 7 resterende pladser i Regionsbestyrelsen præsenteres her.

Gitte Rees-Andersen, arbejdsmiljørepræsentant, Kl. Biokemisk afd., Rigshospitalet

Jeg er glad for at være medlem af lige netop denne fagforening og min interesse for dbio's politik er steget gennem de sidste år.
Jeg synes det er spændende at være en del af regionsbestyrelsen, så jeg vil gerne selvfølgelig gerne stille op til regionsbestyrelsen på generalforsamlingen d. 19.09.2018.
Lidt om mig:
Jeg er vagtgående bioanalytiker på klinisk biokemisk afdeling på Rigshospitalet.
Jeg er en positiv og social person og jeg interesserer mig meget for mit fag og ikke mindst for min arbejdsplads.
Jeg er arbejdsmiljørepræsentant på min afdeling, og dette har kun forstærket min nysgerrighed for hvordan vi trives mens vi er på arbejde.
Især det gode psykiske arbejdsmiljø er blevet lidt af en mærkesag for mig.
Som medlem af regionsbestyrelsen håber jeg derfor at kunne bidrage med mit engagement og med min viden om arbejdsmiljø.


Hanne Nørregaard, Bornholm

 

Jeg har siddet i Regionsbestyrelsen i 3 perioder og synes det er et meget spændende arbejde. 
Vi kommer fra hele region hovedstadens område, og det højner også mangfoldigheden, idet både store og små arbejdspladser er repræsenteret – ligesom geografien er det.
Det der ligger mig mest på sinde, er at vi som organisation lytter til medlemmerne og fokusere på det psykiske arbejdsmiljø som er under hårdt pres.
Jeg har arbejdet både i det private og det offentlige og er lige nu blevet arbejdsløs.
Der skal også arbejdes på en øget repræsentation i DBIO Centralt af jurister, der kan hjælpe medlemmerne i forbindelse med sygdom, afskedigelser, arbejdsskader, førtidspensionering, invaliditet og andre arbejdsrelaterede problemstillinger.


Helle Pedersen, afdelingsbioanalytiker, Centrallaboratoriet, Bornholms Hospital

 


Jeg vil gerne stille op til regionsbestyrelse i Region Hovedstaden.
Hvorfor:
Jeg stiller op fordi jeg synes det er vigtigt at Regionsbestyrelsen består af medlemmer fra både store og små hospitaler, og dermed også Bornholms Hospital. 
Ligeledes er det også vigtigt at den bredt dækker alle medlemsgrupper: laboranter, basis-bioanalytiker, afd. Bioanalytikere, undervisere, TR og AMIR. Så alle kan få så stor indflydelse på Dbio´s politik som muligt, samt at Dbio Hovedstaden er en aktiv fagforening for medlemmerne.
Lidt om mig:
Jeg er uddannet på Frederiksberg Hospital i tidernes morgen. Har arbejdet på Centrallaboratoriet på Bornholms Hospital siden okt. 1990, de første 24 år som vagtbærende bioanalytiker, hvor jeg de sidste 10 år var TR, og var i Regionsbestyrelsen i én periode. De sidste 4 år har jeg arbejdet som afdelingsbioanalytiker indenfor klinisk biokemi.


Håkon Schulze, fællestillidsrepræsentant, Kl. Fys./Nuklearmed. Afd., Herlev Gentofte Hospital

 

Jeg blev valgt ind i Regionsbestyrelsen ved sidste Generalforsamling, og jeg har aldrig fortrudt, at jeg stillede op. Det har været nogle spændende og lærerige år, og jeg føler mig godt rustet til at tage en tørn mere. Jeg finder det enormt inspirerende at arbejde for dbio og for faget. Et fag der er værd at kæmpe for. Hvad enten det er konflikter under OK, arbejdsmiljø eller udviklingsanalysen over det diagnostiske område vi diskuterer, er for mig underordnet. Alle emner er vigtige, og så længe jeg føler, at jeg bidrager konstruktivt, bliver jeg gerne ved!
Jeg sprang ud som bioanalytiker i 2010 på Nuklearmedicinsk afdeling, Gentofte Hospital, hvor jeg nu er TR. Da Klinisk fysiologisk og Nuklearmedicinsk afdeling fusionerede i 2015, blev jeg næstformand i vores LMU. Det var under samme fusion, jeg blev FTR og kom med i Hospitalets VMU.    
Jeg håber fortsat at være en del af Regionsbestyrelsen efter Generalforsamlingen.


Kristine Morris, arbejdsmiljørepræsentant, Kl. Biokemisk afd., Rigshospitalet

 

Jeg vil gerne stille op til regionsbestyrelsen.
I kender mig måske godt, jeg hedder Kristine morris.
Arbejder på Rigshospitalet 5001, blodprøve ambulatoriet, har været laborant i 11 år.
Jeg har været Arbejdsmiljø repræsentant i godt 3 år, og har været med i organisatorisk udvalg i 2 år . 
Jeg har via mit arbejdsmiljø arbejde og min tid i organisatorisk udvalg fået smag for at være med der hvor handlingerne tager form.
Jeg syntes noget af det bedste jeg har oplevet, i tiden som Amir og medlem af OU, er at se ideer og tanker tage form i virkeligheden. 
Jeg er som laborant, naturligvis interesseret i Laboranternes stilling - vilkår og fremtid i Dbio.
Som arbejdsmiljø repræsentant er det vigtigt for mig at vi stadig sætter fokus på vores arbejdsmiljø, både det fysiske og det psykiske.
Men jeg er også blevet opmærksom på vores fagforening som helhed.
Hvordan den fungerer, nu for medlemmerne.
Men også hvordan Dbio i større sammenhæng, sammen med andre fagforeninger, skal være en god del af vores arbejdsliv i fremtiden.


Lone Bojesen, kvalitetskoordinator/udviklingsbioanalytiker, Patologisk afd., Herlev Hospital


Jeg arbejder som kvalitetskoordinator/udviklingsbioanalytiker på Patologiafdelingen, Herlev Hospital. Min uddannelse er den gamle elevuddannelse i 1989-1991 og en efterfølgende diplomuddannelse i 2001, så jeg er specialeuddannet. Jeg var underviser i 13 år, men arbejdede med kvalitet ved siden af underviserjobbet.
Jeg har siddet i Regionsbestyrelsen siden Regionerne blev dannet i 2007 og sad før det i Kredsbestyrelsen for Kreds 2 (det gamle Københavns Amt), derudover har jeg siddet i HB 2012-2015, og var suppleant før og efter. Jeg er også Webredaktør for dbio-Hovedstadens hjemmeside. For tiden er jeg i gang med en Masteruddannelse i Organisatorisk Coaching og Læring fra Aalborg Universitet.
Jeg stiller op til Regionsbestyrelsen, da jeg gerne vil fortsætte arbejdet med at udvikle vores fag og fagforening, samt være med til at sikre repræsentationen af så mange forskellige bioanalytikere som muligt.


Michael Ravn Hansen, fællestillidsrepræsentant, Kl. Biokemisk afd., Bispebjerg/Frederiksberg Hospital

 

Jeg hedder Michael Ravn Hansen , og er FTR på Bispebjerg og Frederiksberg hospital.
Jeg genopstiller til regionsbestyrelsen. Jeg ønsker fortsat at gøre et stort stykke
Arbejde for dBio-hovedstaden i RegionH´s MED-udvalg, hvor mine store interesser er Psykisk arbejdsmiljø og regionH´s økonomi, hvor jeg igennem en årrække har tilegnet mig stor viden på disse områder, og videregivet dem  til regionsbestyrelsen. Jeg har endvidere  en solid erfaring i OK-konflikter. Jeg har politisk arbejdet med , den udviklings orienteret analyse af det diagnostiske område og imødeser med stor interesse resultatet af denne analyse, og det videre arbejde hermed. Jeg sidder i BFH´s virksomheds MED-udvalg og i LMU på KBA og har en del andre udvalgsposter.


Ole Michael Raun Hansen, tillidsrepræsentant, Kl. Fys./Nuklearmed. Afd, Rigshospitalet/Glostrup

 

Mit navn er Ole Hansen, jeg er 45 år og arbejder på Klinik for klinisk fysiologi, nuklearmedicin og PET – Rigshospitalet Glostrup.
Jeg stiller op til valg til regionsbestyrelsen.
Jeg er valgt TR og arbejdsmiljørepræsentant på Klinik for klinisk fysiologi, nuklearmedicin og PET – Glostrup matriklen og derudover er jeg næstformand i Klinikkens MED udvalg. I Diagnostisk Centers MED udvalg er jeg medlem som arbejdsmiljørepræsentant.
Jeg ønsker at sidde i regionsbestyrelsen, fordi jeg gerne vil arbejde mere aktivt for dbio´s medlemmer i hovedstaden.  
Jeg finder det vigtigt, at der er et åbent miljø på arbejdspladsen, hvor alle kan komme til orde og hvor der er god kommunikation imellem kollegaer. Endvidere vægter jeg et godt og sikkert arbejdsmiljø meget højt.

Særligt benyttede sider på dbio.dk