Masseafskedigelser i Region Sjælland: 18 bioanalytikere og laboranter fyret

"Vi gør, hvad vi kan for at hjælpe jer." Telefonen har kimet den sidste uge hos regionsformand Anja Aakeson, som har haft travlt med at hjælpe de medlemmer, som blev ramt af masseafskedigelser i region Sjælland.

Nyhed
Skrevet af
Tina Groth-Andersen, konsulent
RSstand_web

dbio’s regionsformand i Sjælland, Anja Aakeson, har haft travlt den sidste uge med at hjælpe bioanalytikere og laboranter, der er berørt af masseafskedigelserne. Foto: Region Sjælland

18 bioanalytikere og laboranter har fået en fyreseddel i Region Sjælland. Region Sjælland gennemførte i sidste uge en masseafskedigelse begrundet i regionens haltende økonomi, hvor i alt 198 er blevet fyret og en del omplaceret.

Desuden er der varslet omplacering i den ene eller anden form for 7 bioanalytikere og laboranter. Enten i form af skift af ansættelsessted eller fra specialist til vagtgående stilling.

dbio’s regionsformand i Sjælland, Anja Aakeson, og tillidsrepræsentanterne på de berørte afdelinger, har haft travlt den sidste uge med at hjælpe de medlemmer, der er ramt:

”Vi har stået hårdt for skud, og jeg har talt med rigtig mange de sidste par dage. Der kommer endnu mere pres på de, der er tilbage. Presset er i forvejen højt og opgaverne er de samme. Nu prøver vi at hjælpe de, der er ramt så godt som muligt igennem det her”, siger Anja Aakeson.

webAnja_0639

Hvad gør dbio for at hjælpe?

”Tillidsrepræsentanterne har siddet med til de møder, hvor medlemmerne har fået besked om, at de var fyret, hvis medlemmerne har ønsket det. På de afdelinger, hvor der ikke er en tillidsrepræsentant, har jeg siddet med.

Nu er vi i gang med partshøring, hvor alle de berørte har 14 dage til at komme med indsigelser mod fyringen, og vi hjælper selvfølgelig med, hvad de kan og bør skrive. Jeg har sammen med a-kassen og sygeplejerskerne fået planlagt et kursus i jobsøgning den 10. december for medlemmer”, siger hun.

Hvad mener du om masseafskedigelserne?

”Vi er i en ond spiral, hvor vi risikerer sygemeldinger fra personalet, og så skal vi bruge af vikar-kontoen, for patienterne skal jo passes. Hvis patienterne ikke får den rette pleje, risikerer vi genindlæggelser. Og hvis vi ikke kan nå at behandle patienterne, skal vi på grund af behandlings-garantien, sende patienter ud af regionerne – og dermed sender vi jo penge ud af regionen.

Det er ærgerligt, at personalet igen skal betale for, at politikerne ikke har set øgede medicinudgifter og flere udgifter til ældre patienter komme. Det her kommer ikke som en tyv om natten, men det kommer åbenbart endnu en gang bag på politikerne”, slutter Anja Aakeson.

Opsigelse

  • dbio hjælper dig, hvis du bliver sagt op
  • Hvis du er offentligt ansat, er der en række regler i forvaltningsloven og overenskomsten, som din arbejdsgiver skal følge, hvis arbejdsgiver f.eks. vil opsige dig, eller i øvrigt give dig en tjenstlig sanktion som en advarsel eller bortvisning.
  • Du har altid ret til at tage en bisidder med ved samtaler med din leder.
  • Som medlem står din tillidsrepræsentant eller din regionsformand klar til at tage med til samtalerne.
  • Arbejdsgiver skal give en skriftlig begrundelse for opsigelsen, som du skal partshøres over. Her er det muligt, at du kommer med indvendinger mod opsigelsen, hvis den f.eks. er usaglig, diskriminerende e.l.
  • dbio hjælper meget gerne dig med, hvad du kan skrive i partshøringen.
  • Hvis du har været ansat i mindst 8 måneder på opsigelsestidspunktet, og dbio – efter at have talt med dig – ikke mener, at opsigelsen er sagligt begrundet, vil dbio kræve en lokal forhandling med din arbejdsgiver.
  • I sidste ende kan din opsigelse indbringes for et afskedigelsesnævn, hvor du kan tilkendes en godtgørelse på op til det dobbelte af dit opsigelsesvarsel.
Kilde: Danske Bioanalytikere

    Særligt benyttede sider på dbio.dk