Nye studietal: Bioanalytikeruddannelsen er fortsat populær
Næstformand i Danske Bioanalytikere, Katja Wienmann Bramm, glæder sig over, at bioanalytikeruddannelsen - i modsætning til en række andre velfærdsuddannelser - oplever stabil søgning i årets studietal for kvote 2.
Der er fortsat færre unge, der søger ind på de store velfærdsrettede uddannelser som pædagog, lærer og socialrådgiver. Sygeplejerskeuddannelsen oplever dog en mindre stigning i forhold til sidste års lave ansøgertal.
Søgningen til bioanalytiker er stabil. Sidste år var der 404 på landsplan, der søgte ind på bioanalytikeruddannelse som 1. prioritet. I år der 405 kvote-2 ansøgere.
”Det er dejligt, at antallet af ansøgninger til bioanalytikeruddannelsen, i modsætning til andre professionsuddannelser, ikke er faldet. For der er brug for dygtige medarbejdere, som kan sørge for, at vores velfærdssamfund kører rundt, og bioanalytikerne har en helt central rolle heri,” siger næstformand i Danske Bioanalytikere, Katja Wienmann Bramm.
Halvt så mange ansøgere på 10 år
Ser man på tendensen over de seneste 10 år, er søgningen mod store velfærdsuddannelser faldet markant. Pædagog- og sygeplejerske- og socialrådgiveruddannelsen har oplevet et fald i søgningen på hhv. 57, 46 og 40 procent siden 2015.
Søgningen mod bioanalytikeruddannelsen er derimod stagneret, med et mindre fald på 1 procent siden 2015
”Bioanalytikerfaget er et tydeligvis fag, der taler til en del af de unge mennesker. Det er et attraktivt fag og fagområde. Det forstår jeg godt, for som bioanalytikere er vi med i processen af 70-80 procent af alle de diagnoser, der stilles i sundhedsvæsnet, det gør en forskel,” siger Katja Wienmann Bramm.
Uddannelse | 2015 | 2023 | 2024 | Ændring 15-24 | Ændring 23-24 |
---|---|---|---|---|---|
Bioanalytiker | 409 | 404 | 405 | -1% | 0% |
Ergoterapeut | 488 | 247 | 229 | -53% | -7% |
Ernæring og sundhed | 626 | 163 | 162 | -74% | -1% |
Fysioterapeut | 2000 | 1105 | 1081 | -46% | -2% |
Jordemoder | 549 | 582 | 580 | 6% | 0% |
Psykomotorik | 292 | 159 | 148 | -49% | -7% |
Radiograf | 248 | 273 | 298 | 20% | 9% |
Sygeplejerske | 3920 | 2025 | 2120 | -46% | 5% |
Kilde: Danske Professionshøjskoler på baggrund af tal fra professionshøjskolerne