Danske Bioanalytikere har sendt en henvendelse til efter- og videreuddannelsesafdelingerne ved CVU Øresund og Jysk CVU for at få etableret et uddannelsestilbud specifikt rettet til social- og sundhedsassistenter, som arbejder inden for laboratorieområdet. Uddannelsestilbuddet vil også kunne være åbent for andre - f.eks. laboranter.
Inden for de seneste år har der på baggrund af manglen på bioanalytikere været en betydelig tilgang af specielt social- og sundhedsassistenter, men også laboranter (i denne sammenhæng laboratoriepersonale med en KVU laborantuddannelse) til laboratorieområdet, og alt peger på at denne udvikling vil fortsætte i de kommende år.
Social- og sundhedsassistenterne ansættes primært inden for det klinisk biokemiske laboratorieområde, og varetager primært præanalytiske funktioner som f.eks. blodprøvetagning og EKG.
Personale med en laborantuddannelse ansættes inden for flere laboratoriespecialer, men primært inden for klinisk biokemi og klinisk mikrobiologi.
Denne udvikling har aktualiseret behovet for et landsdækkende uddannelsestilbud til såvel social- og sundhedsassistenter som laboranter.
Danske Bioanalytikere nedsatte derfor en ad hoc arbejdsgruppe, som havde til formål at udarbejde forslag til efteruddannelsestilbud til såvel social- og sundhedsassistenter som laboranter.
Arbejdsgruppen bestod af:
- Afdelingsbioanalytiker Nynne Kristensen, kliniske biokemisk afdeling, Hillerød Sygehus
- Personalechef Else-Marie Fischer, KPLL
- Uddannelseskonsulent Conny Egebjerg, Bioanalytikeruddannelsen København
- Ledende bioanalytiker Annelise Olsen, patologisk anatomisk afdeling, Odense Universitetshospital
- Chefbioanalytiker Birgit Christensen, klinisk biokemisk afdeling, Sydvestjysk Sygehus, Esbjerg
- Bioanalytikerunderviser Lene Jakobsen, klinisk biokemisk afdeling, Vejle & Give Sygehus
- Næstformand Lotte Gaardbo, dbio
Arbejdsgruppen har nu afsluttet sit arbejde. Det er arbejdsgruppens vurdering, at det mest akutte uddannelsesbehov eksisterer i forhold til social- og sundhedsassistenterne, og primært relaterer sig til den præanalytiske laboratorievirksomhed. Samtidig er det arbejdsgruppens vurdering, at et uddannelsestilbud inden for det præanalytiske område til social- og sundhedsassistenter med fordel vil kunne følges af laboranter ansat inden for det klinisk biokemiske område.
Arbejdsgruppen har derfor begrænset sig til at foreslå et uddannelsestilbud specifikt rettet mod social- og sundhedsassistenter, men åbent for andre – f.eks. laboranter. Forslaget, som ikke har noget at gøre med den nye merituddannelse for laboranter, kan downloades nedenfor.
"Det er mit håb, at efter- og videreuddannelsesafdelingerne ved CVU Øresund og Jysk CVU vil arbejde videre med forslaget – bl.a. udarbejdelsen af målbeskrivelser og fastsættelse af ECTS point samt iværksætte et uddannelsestilbud såvel i Trekantområdet som i Hovedstadsregionen, hvor der er det største behov. Da uddannelsesbehovet de facto eksisterer i dag, vil det være hensigtsmæssigt, hvis der kan iværksættes et tilbud allerede i 2007", siger Lotte Gaardbo næstformand i dbio.