28-01-2009
Nørrebro Campus indviet
Syv sundhedsfaglige- og teknologiske uddannelser, deriblandt bioanalytikeruddannelsen, er rykket sammen i et nyt slangeformet byggeri på Nørrebro i København. De studerende indtog huset ved studiestart i august, men i sidste uge blev det nye Campus Rådmandsmarken officielt indviet.
Flere hundrede medarbejdere og gæster var mødt op for at fejre den officielle indvielse af Campus Rådmandsmarken sidste uge. På det nye tværfaglige campus, som hører under Professionshøjskolen Metropol, kan de studerende uddanne sig til bioanalytiker, ergoterapeut, fysioterapeut, jordemoder, laborant, procesteknolog eller radiograf. Og netop tværfaglighed er kodeordet bag regeringens tiltag om at samle uddannelserne på otte professionshøjskoler i landet.
Det smager lidt af arbejdsliv
Campus Rådmandsmarken skal fungere som et attraktivt miljø for de studerende. Uddannelsesstedet rummer fælles faciliteter og tværgående undervisning, som skal anspore de studerende til at tænke i sammenhængende patientforløb.
Det giver bedre kvalitet i uddannelserne, når man fra starten møder de faggrupper, man skal samarbejde med ude i virkeligheden, sagde Undervisningsminister Bertel Haarder bl.a., da han holdt tale under indvielsen.
Overborgmester Ritt Bjerregaard var ligeledes tilstede på indvielsesdagen, og hun fremhævede bl.a. i sin tale, at netop samarbejdet mellem professioner og uddannelser er afgørende for at understøtte de ambitioner, som Københavns kommune har for sundhedsområdet.
Læs mere på Professionshøjskolen Metropol
Se TV2 Lorrys indslag om Campus Rådmandsmarken