En meget relevant pjece og en rigtig god hjemmeside RaskSnak.dk tager fat på et følsomt emne: Hvordan snakker vi om sygdom og fravær, og hvordan sikrer vi at der bliver tale om en win-win situation?
For dbio er det meget vigtigt, at der vælges arbejdsmiljørepræsentanter på alle arbejdspladser. Arbejdsmiljørepræsentanten er med til at sikre et højt niveau på arbejdsmiljøområdet til gavn for alle bioanalytikerne. dbio støtter op omkring de opgaver arbejdsmiljørepræsentanten har i sit hverv.
dbio og valget
Ved valg af arbejdsmiljørepræsentant (AMiR) - både ved nyvalg og genvalg - skal der ske indberetning til dbio.
Som AMiR er du omfattet af tillidsrepræsentantbeskyttelsen fra det tidspunkt, arbejdsgiveren er blevet bekendt med valget. Valgperioden er normalt 2 år. Hvis du afgår i valgperioden, skal der vælges ny arbejdsmiljørepræsentant for resten af perioden.
Se dog dbios vedtægter, § 15 - ad. stk. 4. Genvalg kan finde sted. Og husk - dbio skal også have besked om det.
Arbejdspladsen/institutionen og valget
Det er institutionen der fastsætter, hvornår der er ordinært valg af AMiR; d.v.s. at det er samme tidspunkt hvert andet år for alle personalegrupper på hele institutionen.
Umiddelbart efter valget af arbejdsmiljørepræsentanten skal der ske valg til Sikkerhedsudvalget/ MED-udvalget.
Opstillingsliste
Her finder du et forslag til opstillingsliste, som du kan bruge i forbindelse med valg til AMiR/SiR. Husk at både ny- og genvalg skal anmeldes til din arbejdsplads og til dbio.
På denne valgliste skal ALLE, der er valgbare skrive sig på og sætte kryds i den kolonne, de selv synes de føler for. Samtidig får I mulighed for at pege på en kollega, som I gerne vil have som arbejdsmiljørepræsentant (AMiR) / sikkerhedsrepræsentant (SiR); det vil sige en kollega, som I vil bakke op om, og som dermed kan forvente jeres støtte i arbejdet med at sikre jer alle et godt og udviklende arbejdsmiljø.
Tænk på, at arbejdsmiljøarbejdet er nødvendigt for at alle kan have det godt på afdelingen. Alle skal yde en indsats – også for sin egen skyld; så den, der bliver valgt, står ikke alene med opgaverne.