17-03-2009
Indeklima
Det ottende emne i Arbejdsmiljøvejviser nr. 33, Hospitaler er Indeklima (se side 22-23)
Et dårligt indeklima viser sig ved, at I føler ubehag eller er generede, når I opholder jer i lokalerne. Symptomerne bliver mindre og forsvinder gradvist, når I har forladt bygningen.
Forskellige sygdomme kan blive forværret af indeklimaet. Det er især luftvejsinfektioner og lidelser som fx astma, bronkitis og bihulebetændelse.
Indeklima s. 22 - 23
Symptomer på dårligt indeklima er:
■ Irritation i øjne, næse eller svælg (slimhindeirritation)
■ Irritation af huden
■ Hovedpine eller tunghedsfornemmelse i hovedet
■ Unaturlig træthed eller koncentrationsbesvær
■ Kvalme og svimmelhed.
På hospitaler kan jeres problemer fx skyldes, at der er meget apparatur i lokalerne.
Hvis I føler, at luften er tør, skal I være opmærksomme på, at det normalt ikke er lav luftfugtighed, der skaber problemerne, men at varme, støv, tobaksrøg, mikroorganismer og afgasning af kemiske stoffer kan medføre, at luften opleves som tør.
Når I skal finde ud af, om I har et indeklimaproblem, skal I vurdere, om nogle af påvirkningerne fra indeklimaet ligger uden for acceptable grænser.
Hvis temperaturen ligger over 25 °C, bortset fra i meget varme perioder, skal I se nærmere på temperaturforholdene. I skal også se nærmere på forholdene, hvis der er træk, fodkoldt, eller temperaturen stiger meget over en arbejdsdag.
Arbejde i nærheden af apparatur, der afgiver meget varme er særlig belastende. Der er også en sammenhæng mellem påklædning og oplevelsen af temperaturen.
Når I skal gøre noget ved indeklimaproblemerne, er det vigtigt at sætte ind over for de påvirkninger, der betyder mest for indeklimaet. Det er normalt teknisk simpelt at fjerne eller mindske en indeklimapåvirkning, når man først har fundet den. Men pas på, at I ikke skaber et nyt problem, når I gør noget ved jeres indeklima.
Læs mere om indeklimaet her:
Arbejdstilsynet, Indeklima, At-vejledning A.1.2, Januar 2008
Arbejdsmiljøweb, Indeklimaportalen
Samt naturligvis Arbejdsmiljøvejviser nr. 33, Hospitaler