29-06-2009
Har du hørt om balance-prisen?
Regeringen har indstiftet en Balancepris for at sætte fokus på det vigtige i at have en god balance mellem familie- og arbejdsliv.
Formålet med prisen er at sprede viden og skabe opmærksomhed om forskellige arbejdspladsers initiativer, der er med til at give en god balance i familiers hverdag.
Er jeres arbejdsplads et godt eksempel?
Hvem kan søge Balanceprisen?
Prisen kan søges af offentlige og private arbejdspladser, der gør en indsats for at sikre balancen mellem familie- og arbejdsliv.
Der uddeles én pris i hver af følgende kategorier:
* Offentlige arbejdspladser
* Små og mellemstore private virksomheder (under 50 medarbejdere)
* Større private virksomheder (over 50 medarbejdere)
Hvilke indsatser kan indstilles?
Det er op til ansøgerne at afgøre, om de har en belønningsværdig arbejdspladskultur, hvor arbejdet er foreneligt med familielivet. Hvad det mere præcist vil sige at være en familievenlig arbejdsplads, afhænger ofte af arbejdets karakter. Det kan f.eks. handle om god kommunikation, forudsigelighed, fleksibel arbejdstid, hensyntagen til børnenes ferier, mulighed for hjemmearbejde og afspadsering, forhold der letter situationen, når man har syge børn, inddragelse i tilrettelæggelsen af arbejdet og lignende tiltag, der gør dagliglivet nemmere for Danmarks familier.