Tirsdag d 28. april var vi på rundvisning i Vendsyssel Kunstmuseum.
Det var en fantastisk oplevelse. Camilla von Liljenskjold startede med at byde 44 fremmødte medlemmer af DBIO velkommen. Vi skulle på en guidet tur ledet af museumsinspektør Sine Kildeberg.
Vi startede med at få fortalt om guldsmed Bent Exners værker. Museet havde i 2007 modtaget kunstnerens efterladte smykker og skitser. Smykkerne er meget fantasifulde og til hvert et smykke hører der også en lille historie/tanke, som kan læses på Bent Exners skitser. Exner havde blandt andet også stået for udformning af alterkalke og udsmykning af kirker.
Derefter fik vi en gennemgang af et af Poul Anker Becks malerier ”Knud”, som viser en gris, med krølle på halen. Den står på en strand, hvor der sidder en mand iklædt fisker trøje med nister. Manden sidder, med ryggen ud mod publikum, på en sort køkkenstol ved et lille sort spisebord i strandkanten med udsigt direkte til havets bølger. Men i højre side af billedet findes endnu en horisont, og den er lodret. Grisen står med et halvt lukket øje og et skælmsk blik og betragter én. Som om den tænker, hvad laver du her? Malerens billeder kan man betragte længe og stadig opdage nye motiver. Dette var blot et af hans malerier.
Så var vi nået til de religiøse motiver af kunstneren Niels Helledie. Meget af hans arbejde er udført i træ med hellige motiver.
Til sidst så vi litografier af Henrik Have: Gilgamesh - man kan ikke afbilde døden.
Hjørring Kunstmuseum befinder sig i en flot restaureret bygning, det tidligere Bechs Klædefabrik. Vinduer, lys og rum er i perfekt harmoni.
Efter rundvisning var der kaffe og tærte i Café Ciffy.
Bente Ellersgaard
KBA ASS