Forside Kontakt Nyheder Om dbio Nyhedsbrev Presse Indeks Søg

Kommissorium for Arbejdsmarkedsudvalget


Formål

Det er udvalgets formål at arbejde for en styrkelse af den fagpolitiske bevidsthed og aktivitet. Målet for udvalgets arbejde er forbedrede løn- og arbejdsvilkår for bioanalytikere samt tilvejebringelse og bedst mulig udnyttelse af arbejdsmarkeds- og socialpolitiske foranstaltninger.

Opgaver

  • At vurdere mulighederne for at føre en aktiv faglig politik, herunder vurdere forhandlingsstrukturer, forhandlingssamarbejder og det fagretslige system.
  • At sikre medlemmernes rettigheder i forhold til indgåede overenskomster og aftaler, og udarbejde kravforslag til overenskomstfornyelsen.
  • At udarbejde lønstrategier for dbio’s medlemsgrupper.
  • At sikre medlemmernes pensionsvilkår og interesser i pensionskassen for bioanalytikere.
  • At overenskomstdække alle arbejdspladser og institutioner, hvor arbejdets indhold og karakter kan henføres til bioanalytikerfaget. Dette kan bl.a. ske gennem grænse- og samarbejdsaftaler med andre organisationer og gennem fælles overenskomster med andre relevante organisationer (eksempelvis organisationerne i Sundhedskartellet).
  • At arbejde på en sikring af en optimal beskæftigelsessituation. Ift. beskæftigelsessituationen er det udelukkende beskæftigelsespolitik ift. arbejdsmarkedet (den del der ligger under Beskæftigelsesministeriet), der hører under AMU’s arbejdsopgaver.
  • At sikre medlemmernes rettigheder i forhold til eksisterende arbejdsmarkeds- og socialpolitiske foranstaltninger samt fremme initiativer, der kan medvirke til at udvikle det rummelige arbejdsmarked med henblik på at fastholde medlemmerne i faget ved ledighed, nedsat arbejdsevne m.v. på ordentlige vilkår.


Arbejdsform og kompetence

Arbejdsmarkedsudvalget kan rådgive og indstille overfor hovedbestyrelsen. Udvalget skal arbejde med de ovenfor beskrevne opgaver indenfor de fagpolitiske og økonomiske rammer hovedbestyrelsen fastsætter.

Hovedbestyrelsen og forretningsudvalget kan pålægge udvalget opgaver.

Udvalget kan overfor hovedbestyrelsen indstille nedsættelse af arbejdsgrupper og ad-hoc udvalg i henhold til reglerne for udvalgsarbejde.

Ved overenskomstfornyelser fungerer arbejdsmarkedsudvalget som forhandlingsudvalg. Arbejdsmarkedsudvalget kan uddelegere forhandlingskompetencen til dele af udvalget, til forretningsudvalget og til formanden, når dette findes hensigtsmæssigt. Forhandlingsudvalg forestår forhandlingerne med arbejdsgivermodparterne og samarbejdet med de samforhandlende organisationer.

Sammensætning

Udvalget nedsættes af hovedbestyrelsen og består af 6 hovedbestyrelsesmedlemmer, inkl. formand, 1. næstformand og 2. næstformand.

Hvis forudsætningen for medlemskab af udvalget bortfalder, kan udvalget i særlige tilfælde søge hovedbestyrelsen om dispensation fra udvalgssammensætningen for den resterende del af valgperioden.