I år afholdes dbio´s ordinære kongres den 22. og 23. oktober på Munkebjerg Hotel i Vejle. Kongressen indledes onsdag den 22. oktober kl. 10.15 og forventes afsluttet torsdag den 23. oktober kl. 17.00.
Kongressen har den øverste myndighed i alle dbio´s anliggender, for så vidt de ikke bringes til urafstemning.
Antallet af kongresdelegerede vil være 119 personer fordelt på følgende grupper:
a) Hovedbestyrelsen
b) Regionsbestyrelsesmedlemmer uden for Hovedbestyrelsen
c) Fire bioanalytikerstuderende
d) Formanden for medlemmerne på Færøerne
e) Formanden for medlemmerne på Grønland
f) 57 delegerede valgt i regionerne i forhold til disses medlemstal.
Inger Søndergaard, formand for dbio-Syddanmark og Jenny Heinrichs, næstformand i dbio-Sjælland kan begge fejre sølvbryllup med Danske Bioanalytikere ved denne kongres.
Fra venstre: Inger Søndergaard, Jenny Heinrichs og Anne Lise Madsen.
Inger Søndergaard
Inger Søndergaard har i 24 år været en særdeles aktiv formand for Danske Bioanalytikeres lokale medlemmer. Først for medlemmerne på Fyn og med regionsstrukturens indførelse nu for alle medlemmer i dbio – Syddanmark. Inger Søndergaard er en legendarisk, dygtig forhandler, der har skabt resultater for medlemmerne, når de lokale lønmidler skulle fordeles. Inger Søndergaards motto lyder da også: Man lader ikke penge ligge tilbage på bordet, når man går. Inger Søndergaard er også kendt for sin evne og vilje til at skabe netværk – og benytte dem.
Jenny Heinrichs
Bioanalytiker Jenny Heinrichs har siden 1983 været medlem af hovedbestyrelsen i Danske Bioanalytikere, tidligere Landssammenslutningen af Hospitalslaboranter. Jenny Heinrichs har i alle 25 år været en engageret, vidende og ansvarlig deltager i alle debatter og beslutninger. Når overenskomsterne skulle forhandles. Når uddannelsen, faggruppens navn eller foreningens struktur skulle forandres. Jenny Heinrichs har desuden været aktiv i Danske Bioanalytikeres lokalstruktur i hele perioden og bortset fra de sidst godt halvandet år som formand for medlemmerne i Storstrøms amt.