Paradoksale og uanstændige fyringsrunder
"Det er paradoksalt og helt og aldeles uanstændigt, at der nu fyres medarbejdere, der har knoklet for at overholde behandlingsgarantier og øge kvaliteten i sygehusvæsenet", siger dbio´s formand, Bert Asbild som en kommentar til sagen om de 136 medarbejdere på Herlev Hospital der i går fik deres afskedsvarsel.
Samtidig varsles der massefyringer på en række andre hospitaler i Region Hovedstaden samt andre regioner i landet, bl.a Region Midt og Sjælland.
Fyringerne på Herlev Hospital sker som konsekvens af et stort underskud. Sammen med Region Hovedstaden har hospitalet udarbejdet en plan for genopretning af økonomien. Et budgetunderskud for 2010 var kommet op på 135 millioner kroner og regionen krævede dette beløb plus en generel besparelse på 60 millioner kroner udlignet i løbet af 2010.
Nedskæringer i hospitalssektoren i Region Hovedstaden sker ikke pga. den økonomiske recession, som giver anledning til flere fyringer på de privale arbejdspladser, men er alene et udtryk for et forbrug ud over en meget stram økonomisk ramme, der således har skabt et budgetunderskud.
"I 2008 da man indgik aftale om budgetrammen, sagde vi fra medarbejdersiden, at rammen var for lille. Det har vist sig at holde stik. Nu må politikerne tage ansvar - det kan ikke være rigtigt, at det skal gå ud over de hårdtprøvede medarbejdere, der knokler for at opretholde et velfungerende sygehusvæsen. Behandlingsgarantier skal fortsat overholdes, så patienterne må nu behandles i det private, så man sparer ikke en krone. Det er en rigtig dårlig forretning for staten Danmark," siger Bert Asbild.
Som det fremgår af nedenstående diagram, så udgør det antal bioanalytikere, der i går modtog en fyringsvarsel 1,4 procent af de bioanalytikere, som er ansat på Herlev og som er medlem af dbio.
"Det er uanstændigt overfor de ansatte i regionen og det er tilsyneladende kun begyndelsen", udtaler formand for dbio-Hovedstaden, Birgitte Scharff. ”Siden regionsdannelsen har de ansatte opfyldt øgede krav til effektivisering, afviklet ventelister, levet med ombygninger og overflytninger – og resultatet af denne indsats viser sig nu i værste fald at blive en fyreseddel og i bedste fald at få et endnu mere presset job, da det jo ikke kun er de fyrede 136 medarbejdere der kommer til at mangle på Herlev - endnu flere stillinger bliver ikke genbesat", siger Birgitte Scharff.