25-03-2009
Ny scanner skal korrigere rystelser
Et nyt forskningssamarbejde skal forsøge at finde metoder, så fremtidens PET-scannere kan registrere patientens bevægelser og korrigere for dem, så rystede billeder undgås, skriver Ingeniøren.
Når en patient sendes ind i en PET-scannertunnel får vedkommende besked om at ligge så stille som muligt. Men det er de færreste, der er i stand til at ligge musestille, og det giver for dårlige billeder, hvis patienten rykker hovedet bare få millimeter.
Derfor samarbejder DTU, Rigshospitalet og Siemens om at finde metoder til at registrere patienternes bevægelser under scanningen og derefter korrigere for dem, så diagnosticering og behandling af patienter kan forbedres.
"Med den computerkapacitet vi har til rådighed i dag, ved vi, at det kan lade sig gøre. Så den sidste del af projektet om korrektion er ren matematik. Den store udfordring er at finde frem til en måde at registrere patientens bevægelser på med millimeterpræcision," fortæller Oline Vinter Olesen, erhvervs-ph.d.-studerende hos Siemens Healthcare i samarbejde med DTU Informatics og Rigshospitalets PET og Cyclotronenhed.
Læs hele nyheden på Ingeniøren .