Forside Kontakt Nyheder Om dbio Nyhedsbrev Presse Indeks Søg
14-01-2009

Kram mere - stress mindre

Hedvig Hasselbalch  hsh@dbio.dk
Ny forskning viser, at et kram i hverdagen giver færre stresshormoner i kroppen. Et morgenkram inden du tager hjemmefra kan give mere overskud på jobbet.

kram

Et godt værn mod stress. Sådan betegner forskerne de daglige kys og kram i et parforhold.

Dr. Beate Ditzen fra Zürich Universitet i Schweiz har stået i spidsen for et projekt med deltagelse af 51 gifte par, hvor forskerne fulgte deltagernes daglige vaner. Konklusionen var, at en høj grad af fysisk kontakt i form af sex, kys og kram, giver et lavere stressniveau. Par, der er kærlige over for hinanden, udskiller hormoner, som fortrænger stresshormoner som cortisol og adrenalin. Men kærtegnene skal helst komme fra de personer, vi er tæt på i forvejen.

"Selvom vi kun har undersøgt par, så vil jeg formode, at der kan være en sammenlignelig effekt, når det handler om venner og familiemedlemmer. Derimod forestiller jeg mig, at effekten vil være ret begrænset, hvis det handler om at få et knus fra mennesker, man kun kender overfladisk", siger Beate Ditzen til Magasinet Arbejdsmiljø.

Kys giver bedre humør

Resultaterne af stressundersøgelsen, der er blevet offentliggjort i fagbladet Psychosomatic Medicine, viser også, at især de par, som oplevede meget stress på jobbet, nød godt af fysisk kontakt. Dem, der kyssede meget, var ganske enkelt i bedre humør.

"Vi har i tilsvarende studier påvist, at hvis personer udsættes for berøringer, lige før de udsættes for en psykologisk stresstest, så er det også med til at sænke niveauet af stresshormonet cortisol. Så jeg vil da ikke udelukke, at den samme effekt kan opnås i forbindelse med andre stress­faktorer", siger Beate Ditzen.

Kilde: Magasinet Arbejdsmiljø

 

 




Læs også...
Børn på hospital
Hjemmesiden "Børn på hospital" samler alt relevant materiale om børn på hospital. Målgruppen er alle, som har kontakt med børn - sundhedspersonale som forældre.
Gå til hjemmesiden