Fremstilling af embryolignende celler

Hermed er muligheden for at fremstille embryolignende celler, som er sikre at bruge til
behandling af patienter rykket et skridt nærmere, skriver Etisk Råd. Siden japanske forskere i 2006 overraskede verden ved at meddele, at de havde omdannet almindelige hudceller til embryolignende celler ved hjælp af genetisk omprogrammering, har de virusbaserede metoder, som var nødvendige for at føre generne ind i cellerne, været en risikofaktor.  Hvis generne satte sig forkerte steder i cellens genom, risikerede de at påvirke cellerne på uforudsigelige måder. Derfor var det for risikabelt at bruge cellerne til at fremstille reservevæv eller enda organer til den patient, de stammede fra, hvilket ellers er den langsigtede plan. Der var nemlig en risiko for, at cellerne ville påføre patienten kræft.

Men nu har canadiske og britiske forskere rapporteret i tidsskriftet Nature, at de har benyttet en ny metode til at føre de nødvendige gener ind i cellerne. I stedet for virus benyttede forskerne en særlig type af DNA molekyler, der baseres på såkaldte "transposons". Transposons er DNA molekyler, der kan flytte sig rundt i genomet, og som findes naturligt. Forskerne benyttede transposons til at indsætte generne i hudceller fra mus og fra mennesker, og fik herved cellerne til at nulstille sig til embryolignende stamceller, med potentialet at kunne blive til alle kroppens celler. Da generne havde gjort deres arbejde med at nulstille hudcellerne, lykkedes det at skære dem ud igen – i hvert fald i musecellerne. Indtil videre er det ikke lykkedes at gøre det samme med menneskecellerne; men hvis dette lykkes burde det føre til dannelse af stamceller, som er mindre risikable at bruge til sygdomsbehandling.

Resultaterne kommer kun en måned efter, at tyske forskere rapporterede, at dannelse af iPS celler fra stamceller fra hjernen ikke krævede alle de 4 gener, som Yamanaka brugte, men kun et enkelt gen. I tidsskriftet Cell beskrev de, hvordan de ved at tilføre det ene gen havde fået hjernestamceller fra voksne mus til at blive til iPS-celler, der kunne udvikle sig til alle kroppens celler. To af de gener, c-Myc and Klf4, Yamanaka brugte, er potentielt såkaldte oncogener, som kan gøre normale celler til kræftceller. Hans Schöler fra Max Planck Instituttet, som var forskningsleder på projektet, udtaler til Medical News Today at det er en ekstra bonus, at antallet af gener, som skal indsættes i genomet, hvor de kan få ødelæggende effekter, kan nedbringes.

Se artiklen i Nature den 1. marts 2009 

Kilde: Etisk Råd .