Forside Kontakt Nyheder Om dbio Nyhedsbrev Presse Indeks Søg
11-03-2009

Danmark halter bagud med ligeløn

Lotte Kamph  lka@dbio.dk
Danmark må nøjes med en 15. plads ud af i alt 27 EU-medlemslande, når det gælder ligeløn, skriver Information. "Alt for slapt," siger dbio´s formand, Bert Asbild, og Sundhedskartellets formand, Connie Kruckow.

ligeløn
I foråret 2008 demonstrerede bioanalytikerne sammen med resten af Sundhedskartellet for ligeløn.

Tallene må få de danske beslutningstagere til at tage ligelønsproblemet alvorligt, siger Connie Kruckow.

Når en europæisk mand tjener 100 kr., tjener en kvinde kun 83 kr. Det fremgår af en ny opgørelse fra EU-kommissionen. Ifølge Information er lønforskellen mellem mænd og kvinder i Danmark 18 procent, og de danske kvinder ligger i den tunge ende i Europa, når det gælder ligeløn.

Op til arbejdsmarkedets parter

Venstres medlem af EU-Parlamentet, Karin Riis Jørgensen, siger til Information, at tallene helt klart viser, at der er plads til forbedring, og hun understreger, at lønnen er et anliggende mellem arbejdsmarkedets parter.

"Vi ved godt, at lønnen er lavere i kvindejob. Derfor er det vigtigt, at vi ser nøje på, om der virkelig er en kvalitetsforskel i mænds og kvinders arbejde, som berettiger til en lavere løn, eller om forskellen skyldes, at kvinderne ikke får forhandlet sig til ordentlige lønninger," siger Karin Riis Jørgensen og fortsætter:

"Fagbevægelsen har måske ikke haft nok opmærksomhed på at sikre en bedre løn til kvinderne. Og så bør de i øvrigt søge for at få kvinder valgt ind i toppen. Det er jo typisk mænd, der sidder der," siger Karin Riis Jørgensen til Information.

Sundhedskartellet kæmper fortsat for ligeløn

I Sundhedskartellet, som sidste forår strejkede for at opnå ligeløn til medlemmerne på sundhedsområdet inden for professioner, som traditionelt har flest kvindelige ansatte, er man rystet over udmeldingen:

"Jeg ved godt, der kan være langt fra Danmark til Bruxelles. Men selv EU-parlamentarikerne burde vide, at Sundhedskartellet gennem en årrække har kæmpet for ligeløn. Det er ganske enkelt for billigt at sige, at vi ikke har haft opmærksomhed på uligelønnen," siger Connie Kruckow, formand for Sundhedskartellet.

Hun mener, at beslutningstagerne må på banen, også gerne i EU:

"Uligelønnen har alvorlige konsekvenser for både den enkelte kvinde og det offentlige sundhedsvæsen. Det er nødvendigt, at de politiske beslutningstagere forstår, at det er et samfundsmæssigt problem, som vi ikke kan løse ved forhandlingsbordet alene.," siger hun.

Hun peger på, at Lønkommissionen bør kigge på de store forskelle mellem EU-landene og især Danmarks indplacering på en 15. plads ud af i alt 27 lande.

dbio’s formand, Bert Asbild, bakker op om Sundhedskartellets udmeldinger. ”Jeg er helt enig med Connie i, at problemet med uligeløn ikke kan løses ved forhandlingsbordet alene. I Sundhedskartellet arbejder vi på flere fronter for at komme uligelønnen til livs. Lønkommissionen er vigtig, og vi håber meget, der vil komme nogle sandheder på bordet, som vil få flere politikere til at forstå problemet. Men vi vil også sætte ligeløn på dagsordenen på andre måder, for vi kan jo ikke bare regne med, at Lønkommissionen løser problemet."

Læs artiklen i Information




Læs også...
Børn på hospital
Hjemmesiden "Børn på hospital" samler alt relevant materiale om børn på hospital. Målgruppen er alle, som har kontakt med børn - sundhedspersonale som forældre.
Gå til hjemmesiden