Blodprøver er en laboratorieopgave

Blodprøver er ikke blot en brik, der en bloc kan flyttes til en faggruppe uden en egentlig naturvidenskabelig indsigt.

Sundheds- og forebyggelsesministeren truer med at trække lovgivningspistolen, hvis faggrupperne på sygehusene ikke snart får sat mere fart under opgaveglidningen ad frivillighedens vej.

Et raskt tempo synes således at være kvalitetsmarkøren, og rationalet er åbenbart, at enhver funktion i sundhedsvæsenet skal udføres på det uddannelsesmæssigt mindst ressourcekrævende niveau.

Læger skal således overgive visse opgaver til sygeplejersker, bioanalytikere og radiografer. Der så skal skære en del af deres traditionelle jobbeskrivelser til fordel for f.eks. lægesekretærer og sosuassistenter, portører… I kender naturligvis mekanikken. Ikke mindst fordi den slags opgaveflytning ikke er noget nyt, men har fundet sted i mange år på de mere dynamiske afdelinger.

Når man kaster et blik ned over de såkaldte ’inspirationslister’, som bliver udarbejdet på sygehuse og i regioner i denne tid, vil man næsten altid falde over ordet ’blodprøver’. Denne mandskabskrævende opgave synes at blive betragtet som en oplagt funktion, der uden større anstrengelser kan ’glide’ til andet personale end lige netop bioanalytikere.

Vores fag har da også en lang tradition for at inkludere og optræne eller videreuddanne f.eks. industrilaboranter og personale med anden faglig baggrund. Det gælder også i disse år, hvor der er blevet en markant mangel på uddannede bioanalytikere. Vi hører, at der på enkelte klinisk biokemiske afdelinger rundt i landet er mellem 10-16 pct. ansatte, der ikke er bioanalytikeruddannede, og som fortrinsvis tager blodprøver og ekg´er.

Det er naturligvis et ledelsesanliggende at få den slags til at fungere; der skal afsættes tilstrækkelige ressourcer til ordentlig oplæring og supervision af en faggruppe, der ikke er ’naturfagligt opdraget’, men måske er bedre til dét med patientkontakt. Der skal desuden planlægges således, at vagtbelastningen ikke helt tager livet af de øvrige bioanalytikere. Og – ikke at forglemme – ledelsen skal sørge for, at det ensidigt, gentagne arbejde, som blodprøvetagning i højt tempo og dagen lang udgør – ikke slider en hel faggruppe til invalider på rekordtid.

Men vigtigst af alt; blodprøvetagningen bør stadig udgå fra laboratoriet. Hvis nogen sundhedsstrateg ellers skulle gå og pusle med en idé om, at denne funktion egentlig lige så godt kunne varetages af de kliniske afsnit, som plejepersonalet er tilknyttet, så bør vedkommende lynhurtigt komme på bedre tanker.

Flere udenlandske undersøgelser (Plebani & Carraro 1997; Wiwanitkit 2001; Bonini, Plebani, Ceriotti and Rubboli 2002; Pansini, Di Serio and Tampoia 2003; Astion, Shojania, Hamill, Kim and Ng 2003) peger på, at to tredjedele af alle analysefejl hidrører forhold i den præanalytiske fase. Og da op mod 90 pct. af alle diagnoser i sundhedsvæsenet stilles på baggrund af en eller anden form for analyse på humanbiologisk materiale, er det yderst vigtigt, at prøverne tages korrekt i allerførste hug. For patientens, patientsikkerhedens og økonomiens skyld.

Validiteten af de mange millioner testresultater, der årligt produceres i det danske sundhedsvæsen, afhænger naturligvis af, om prøvematerialet er optimalt. Det er derfor den samlede faglige ekspertise, der findes i laboratoriet, der sikrer en tårnhøj kvalitet i alle dele af det analytiske arbejde.

Derfor er ’blodprøver’ ikke blot en brik, der en bloc kan flyttes til en faggruppe uden en egentlig naturvidenskabelig indsigt.

Og det gentager jeg gerne med lovgivningspistolen for brystet.

Bert Asbild, Formand for Danske Bioanalytikere

Se artiklen i Dagens Medicin , hvor du også har mulighed for at kommenterer på indlægget.