Forside Kontakt Nyheder Om dbio Nyhedsbrev Presse Indeks Søg
12-08-2009

Blodbank styrer lagersituationen under influenzaepidemi

Lotte Kamph  lka@dbio.dk
På P4 Østjylland kunne man den 7. august læse om, hvordan influenzaepidemien vil få konsekvenser for Blodbanken på Skejby Sygehus. Ledende bioanalytiker Bodil Graugaard maner til ro. Der vil være mindre blod, men indlæggelser af influenzaramte vil samtidig betyde færre operationer.

Blodposer

Med overskriften ”Influenza halverer blod-lager” skriver P4 Østjylland om risikoen for at mangle blod til sygehusets patienter. ”Dels vil influenzaramte donorer ikke kunne møde op og give blod, dels skal de i karantæne to til fire uger efter sygdommen. Derfor risikerer Blodbankens lager at blive halveret,” siger blodbankchef Bjarne Møller til P4 Østjylland. Det er efterårets komme, der sætter forberedelserne i gang og i Europa er der lavet en fælles plan, som blodbanken vil læne sig op ad.

Ledende bioanalytiker ved blodbanken Århus Universitetshospital Skejby, Bodil Graugaard, tager situationen med ophøjet sindsro. ”Der er lavet noget statistik over, at man kan risikere op til 1600 tilfælde af influenza H1N1 her i Region Midt, som vil kræve intensiv behandling, svarende til at en tredjedel af donorskaren vil blive ramt, og at vi derfor vil komme til at mangle donorblod. Det er rigtigt, at blodlageret vil dale, men sandheden er jo, at hvis de influenzaramte fylder sengepladser op, så vil blodforbruget til de kirurgiske indgreb blive væsentlig mindre, så problemet er ikke større end som så. Vi er vant til at håndtere en lidt mindre lagerstørrelse end normalt, som det f.eks. var tilfældet under konflikten sidste år. Vi tager situationen stille og roligt, men nye donorer er altid velkomne, så hvis man kan bruge situationen til at skaffe flere donorer, er det selvfølgelig fint,” siger Bodil Graugaard til Danske Bioanalytikere.




Læs også...
Børn på hospital
Hjemmesiden "Børn på hospital" samler alt relevant materiale om børn på hospital. Målgruppen er alle, som har kontakt med børn - sundhedspersonale som forældre.
Gå til hjemmesiden