19-06-2009
Bioanalytikere skal lettere kunne videreuddanne sig
Nu får du som bioanalytiker måske lettere adgang til videreuddannelse på Universitetet. Videnskabsministeriet er sammen med Undervisningsministeriet parat til at kortlægge de barrierer, der er for videreuddannelse for professionsbachelorer, og gøre det mere fleksibelt at læse videre.
I dag skal kravet om et års suppleringskursus på fuld tid og uden SU opfyldes, og da det sker for egen regning koster det typisk den enkelte mellem 20.000 og 40.000 kroner. Men nu er videnskabsministeren parat til at fjerne barriererne, skriver Politiken. Nu får vi i første omgang afdækket de overgangsproblemer, som nogle møder i uddannelsessystemet, og så gør vi status, når vi har et klart overblik, siger videnskabsminister Helge Sander (V) til Politiken.
"Da de sundhedsfaglige professionsbacheloruddannelser blev etableret, stillede Undervisningsministeriet os og de studerende i udsigt, at der ikke ville være barrierer for at de kunne studere videre. Det har vist sig ikke at holde. Det er derfor glædeligt, at de to ministre nu vil se på sagen igen. Ingen kan være tjent med, at der lægges barrierer i vejen for de bioanalytikere, som måtte ønske at videreuddanne sig til f.eks. forskere. Faktisk ligger her et stort potentiale for samfundet", siger Lotte Gaardbo, næstformand i dbio.
Kilde: Politiken