Initiativrig ud over det sædvanlige, udvikling af ny viden, utroligt engagement, gåpåmod og sprudlen af ideer. En sand ildsjæl, der brænder for at udvikle metoder, forbedre teknikker og arbejdsgange.
Det er udtryk, der går igen, når Peter Böhm Nielsen og hans arbejde som bioanalytiker bliver omtalt af kollegaer, skriver Rigshospitalet på deres hjemmeside. Egenskaber, der i høj grad kommer Klinisk Biokemisk Afdeling til gode, da han som projekt- og uddannelsesbioanalytiker inden for det molekylærbiologiske felt er med til at sikre, at der arbejdes med de nyeste og bedste metoder.
Udvikler - udfordrer - udretter - underviser
Peter Böhm Nielsen bliver årets prismodtager 2009 af primært to årsager. Den viden, han konstant tilegner sig med særlig interesse indenfor det molekylærgenetiske regi i forbindelse med klinisk biokemi, er medvirkende til, at afdelingen er i rivende udvikling og helt fremme på sit felt. Desuden besidder Peter Böhm Nielsen evnen til at videregive og videreuddanne kolleger og studerende, og det er med til at højne den faglige forståelse inden for molekylærbiologien, molekylærdiagnostikken og udførslen af denne i afdelingen. Det er ikke kun til glæde internt på afdelingen, men også eksternt over hele landet, når Peter deltager i forskellige arrangementer som bl.a. kursusleder, underviser, censor og foredragsholder.
"Jeg har været heldig at tage nøglebeslutninger, der har vist sig at være gode. Heldig at ramme ned i et sted, der havde brug for udvikling, og hvor der var tilpas lidt tradition til, at jeg kunne få lov til at gøre tingene, som jeg ville og forbedre processer og arbejdsmetoder – og engagere andre i det samme," fortæller Peter Böhm Nielsen.
Bedre arbejdsgange i rutinediagnostikken
Peter Böhm Nielsens særlige indsats for arbejdet med ændrede bioanalytikerroller- og adfærd, udvikling af metode og arbejdsområder viser sig især ved, at han har udarbejdet kørekort til sekvenslæsning, så det i dag er bioanalytikere, der varetager en funktion, som tidligere blev udført af akademikere. Derudover er han udvikler af software-programmet Genelims, der forenkler arbejdsgangen inden for det genteknologiske område.
Arbejdet består mere konkret i at analysere variationer i gener på DNA, for at man derigennem kan undersøge sygdomsramte patienter og deres familier for f.eks. brystkræft (brca1 og brca2) og tarmkræft. Netop på dette område kan en række arbejdsgange på laboratorierne standardiseres og forbedres, så undersøgelserne bliver mere effektive og tidssvarende, så patientudredningen på laboratorieniveau foregår ideelt.
Ung leder
Peter Böhm Nielsens karriere har været i hastig udvikling, lige siden han som 28-årig blev afdelingsbioanalytiker for sin enhed, Sektion for Molekylærgenetisk Enhed, og for alvor begyndte at tage fat på det, der har kendetegnet hans arbejde siden da – nemlig udvikling. Molekylærgenetikken udvikler sig hastigt, og Peter Böhm Nielsen formår sammen med udviklingen at gribe de nye muligheder og idéer, teknikkerne giver.
"Nogle gange sidder man med forskningen og ser kun det. Men vi skal have perspektiv i den daglige diagnostik, så den kan gøres optimalt og lette arbejdsgangen. Gener er opbygget forskelligt, så arbejdsgangen skal hele tiden ændres og optimeres. Og så skal folk lave det, de er bedst til for på den måde at strukturere arbejdet bedst. For det er et felt i stor udvikling, og der er økonomi i at ændre på arbejdsgangene. Vi har allerede sparet mange penge," fortæller han.
Sideløbende med dette arbejde har Peter Böhm Nielsen, som en anden multitasker med stort overblik og ro fuldført Masteruddannelsen i Lund i sommeren 2007, Master in Medical Science, Med en major i Laboratory Science.
Kilde: www.rigshospitalet.dk