"Er der nogle, hvis faglige kamp, jeg støtter, så er det bioanalytikernes" - ordene er Anders Lund Madsens. Sammen med Anders Breinholt underholder han hver dag danskerne i to timer fra kl. 14-16 på P3 med programmet De Sorte Spejdere. Et satireprogram, javel, men fagtermen "bioanalytiker" blev nævnt op til flere gange i onsdagens program og uanset humor og ironi, så er det god reklame for en faggruppe, hvis navn har været ualmindelig svært at slå fast i medierne og dermed hos den danske befolkning.
dbio siger tak for støtten
Som tak for ordene sendte dbio de to herrer en fin dbio-pose fyldt med t-shirts, postkort, badges, guldkarameller, guldbarrer, balloner, billeder af bioanalytikere i demonstration, samt et bloddråbeskilt med ordene "Kør forsigtigt - blodbanken strejker". Vi fik også telefonisk kontakt til redaktionen og opfordrede dem til at ringe til os, men desværre har vi ikke hørt fra dem endnu. Måske ringer de, når guldkaramellerne slipper op.
Vi håber de blev glade for gaven!
Hør programmet fra onsdag den 23. april, hvor bioanalytikerne blev nævnt - hold især ørerne åbne ved tidskoderne 34.30 og 39.30: www.dr.dk/p3/spejder