15-12-2008
Luftrør dyrket af voksenstamceller
En 30-årig kvinde har fået sin højre luftrørsgren, som var ødelagt af tuberkulose, erstattet med et rør, hvor stamceller taget fra hendes næse og knoglemarv var dyrket på et donorluftrør, skriver The Lancet samt Medical News Today.
Inden kvindens næse- og knoglemarv blev dyrket på donorluftrøret, var donorens celler fjernet, fordi kroppen vil søge at afstøde fremmede celler, så der kun var et skelet tilbage, som kvindens egne celler voksede hen over.
Resultatet blev et luftrør, som hendes krop har optaget så godt, at hun nu er i stand til at leve et næsten normalt liv uden at tage medicin. Hvis der havde været tale om et luftrør fra en donor, skulle hun resten af livet have taget medicin, som skulle undertrykke hendes immunforsvar, for at forhindre det i at afstøde det nye luftrør. Desuden medfører transplantationer af luftrør fra donorer ofte problemer såsom livstruende infektioner, alvorlige blødning eller celledød i det indopererede væv.
Det er første gang, et sådant organ er blevet dyrket af celler fra patienten selv. Lægerne, som kommer fra to italienske, et spansk og et britisk hospital, skriver i the Lancet, at resultaterne er en milepæl indenfor behandlingen, som viser, at patientspecifikke celler kombineret med de rette biomaterialer vil kunne bruges til flere behandlinger af patienter med alvorlige sygdomme.
Se artiklen i the Lancet Published Online den 19. november , 2008. Se også Medical News today samme dag.
Kilde: Etisk Råd