Bioanalytikeruddannelsen rammes, da besparelserne bl.a. hentes ved at fjerne en pulje på 220 mio kr til kvalitetsudvikling på de mellemlange og korte videregående uddannelser. Derudover skal der ske en generel opsparingsordning på 1 pct. Puljen til kvalitetsudvikling skal i stedet indgå i finansieringen af trepartsaftalen.
dbios næstformand, Camilla Bjerre, finder udspillet dybt problematisk:
"Regeringen pålægger i udspillet til finansloven for 2008 professionshøjskolerne en samlet besparelse på 8 % blandt andet på kvalitetsudviklingen af de korte og mellemlange videregående uddannelser. Netop i denne periode hvor vi oplever akutte rekrutteringsproblemer til bioanalytikerstudiet, og samtidigt står med store udfordringer i forhold til at fastholde de studerende i studieforløbet, er det yderst kritisabelt med en besparelse af denne kaliber. Den løbende optimering er jo netop, sammenholdt med kvaliteten af bioanalytikeruddannelsen, en vægtende faktor der slås på i forbindelse med den tiltrængte rekruttering til faget," siger hun.