Forside Kontakt Nyheder Om dbio Nyhedsbrev Presse Indeks Søg
05-12-2008

Få indflydelse på de nye sygehusbyggerier

Lotte Kamph  lka@dbio.dk
På en ny hjemmeside - www.sygehusbyggeri.dk - kan medarbejdere og ledere hente inspiration til, hvordan brugerinddragelse kan sikre gode og arbejdsmiljømæssige rigtige løsninger i de nye sygehusbyggerier.

Sygehusbyggeri.dk

Fremtidens sygehuse skal ikke bare være effektive og højteknologiske – de skal også være sunde arbejdspladser. Et godt arbejdsmiljø er både økonomisk og personalepolitisk en rigtig god investering, og kan være en forudsætning for en god behandling af patienterne, skriver Arbejdsmiljøsekretariatet i en pressemeddelelse.

Regeringen har netop fordelt de først 15 milliarder kroner til nye sygehuse, men det er i sig selv ingen garanti for, at de nye sygehuse også bliver gode arbejdspladser. Det kræver at medarbejdere og brugere bliver inddraget i planlægningen.

På en ny hjemmeside - www.sygehusbyggeri.dk - kan medarbejdere og ledere hente inspiration til, hvordan brugerinddragelse kan sikre gode og arbejdsmiljømæssige rigtige løsninger. En lang række konkrete eksempler fra ind- og udland illustrerer, hvordan arbejdsmiljøet kan tænkes ind i planlægning.

Ofte vil det være både hurtigere og billigere, at have fokus på arbejdsmiljøet fra starten.
Hjemmesiden tager blandt andet afsæt i en stor spørgeskemaundersøgelse, hvor sygehusledere, sikkerhedsledere og medlemmer af fællesMEDudvalgene fortæller om gode og dårlige erfaringer med arbejdsmiljøet ved sygehusbyggeri.

Mange savner inspiration til gode løsninger og mangler overblik over processen. Den nye hjemmeside forsøger at give nogle af de efterlyste værktøjer. Undersøgelsen viser også, at mange medarbejdere føler sig dårligt rustede til at påvirke byggeprocesserne ift. gode arbejdsmiljøløsninger.

En anden pointe er, at sygehusledere, sikkerhedsledere og sikkerhedsrepræsentanterne er uenige om, hvem der er bedst til at sikre et godt arbejdsmiljø ved nybyggeri. Lederne mener, at de er bedst, mens medarbejderne har mest tiltro til sikkerhedsorganisationen.

Næstformand i dbio, Camilla Bjerre, ønsker at gøre opmærksom på vigtigheden af, at arbejdsmiljørepræsentanten er med hele vejen i nybyggeriet. "Det er vigtigt, at de er med fra den første tanke sås og helt frem til byggeriet er færdigt. Dette for bl. a. at sikre, at der ikke kommer unødige ekstraudgifter til udbedring af fejl og mangler i arbejdsmiljøet. Og i særdeleshed for at medarbejderne får en arbejdsplads, hvor de trives mest optimalt," siger hun.

Sammen med hjemmesiden bliver der om kort tid udgivet en branchevejleding, der indeholder en kort oversigt over, hvordan arbejdsmiljøet kan tænkes med ind ved sygehusbyggeri, samt konkret forslag til at komme i gang med processen.

Sygehusbyggeri.dk er udgivet af Branchearbejdsmiljørådet Social & Sundhed - BAR Sosu , der er en inspirationskilde for bl.a. bioanalytikernes arbejdsmiljø.

Kilde: Arbejdsmiljøsekretariatet.

 




Læs også...
Børn på hospital
Hjemmesiden "Børn på hospital" samler alt relevant materiale om børn på hospital. Målgruppen er alle, som har kontakt med børn - sundhedspersonale som forældre.
Gå til hjemmesiden