|
17-12-2008
Dokumenteret løngab kræver politisk handling
En ny undersøgelse fra SFI dokumenterer, at offentligt ansatte Sundhedskartelmedlemmer med mellemlange videregående uddannelser har et løngab på hele 35 procent i forhold til sammenlignelige grupper i det private. "Der skal ny politisk handling til at håndtere denne samfundsmæssige katastrofe," siger dbio formand Bert Asbild.
En ny undersøgelse, som SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd – har udarbejdet for Sundhedskartellet, dokumenter, at offentligt ansatte Sundhedskartelmedlemmer med mellemlange videregående uddannelser (MVU) har et løngab på hele 35,2 procent i forhold til privatansatte på samme uddannelsesniveau. Tallene er 2006-tal og er de nyeste tilgængelige. Ifølge arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, Morten Lassen vil det store løngab få konsekvenser, hvis ikke det nedbringes. "Konsekvensen er dårligere kvalitet i det offentliges velfærdsydelser i fremtiden, fordi de dygtigste og bedste unge fravælger en arbejdsplads i det offentlige. Hvis man fra politisk side mener, at kvaliteten skal i højsædet, så er det ganske afgørende, hvilken arbejdskraft man rekrutterer," påpeger Morten Lassen. Karen Sjørup, kønsforsker ved Roskilde Universitetscenter, illustrerer problematikken med et eksempel. "En ung velbegavet kvinde, der i min generation blev sygeplejerske, vil i dag hellere være læge, fordi hun derved får en væsentlig højere løn, mere frihed i arbejdet og et mere uafhængigt arbejdsliv," forklarer Karen Sjørup og fortsætter: "Jo tydeligere lønforskellen bliver, jo mere vil rekrutteringsproblemerne stige, og fastholdelsesproblemerne vokse. Lønefterslæbet er en bombe under velfærdssamfundet."
Den danske model på standby
Bert Asbild, formand for Danske Bioanalytikere, er fuldstændig enig med forskerne i, at det er fatalt for den danske velfærd, hvis vi ikke kan rekruttere til de mellemlange videregående uddannelser. "Lønnen betyder noget for de unges valg af uddannelse, så det er en yderst alvorlig situation", siger han.
"Når det løngab, vi gjorde opmærksom på ved OK 08, nu er dokumenteret af SFI, risikerer vi, at den danske model må sættes ud af kraft i en periode. Vi kan ikke løse lønproblematikken gennem overenskomstforhandlinger, hvis den, der forhandler, ikke har mandat. Det ærgrer mig som gammel fagforeningsmand, at modellen ikke kan rumme denne katastrofale problematik, men vi må se i øjnene, at der skal politisk handling til for at lukke løngabet," siger formanden.
Størst løngab for MVUerne
Karen Sjørup mener, at blandt andre sygeplejersker lønmæssigt er indplaceret "helt galt", fordi deres markedsmæssige værdi er højere: "Det er meget typisk, at det er de kvindeidentificerede fag, som har løngabet. Og det vidner jo om, at den konflikt, der var i foråret, var regulær nok. At der faktisk er et stort løngab," pointerer Karen Sjørup. Fordelt på uddannelsesniveau er løngabet for offentligt ansatte Sundhedskartelmedlemmer i forhold til privatansatte på samme uddannelsesniveau ifølge SFI-undersøgelsen:
Erhvervsfaglig uddannelse: 25,3 procent Kort videregående uddannelse: 20,9 procent Mellemlang videregående uddannelse: 35,2 procent
At det netop er gruppen af offentligt ansatte med mellemlange videregående uddannelser, der har det største løngab, kommer ikke bag på Morten Lassen. "Grundlæggende handler det om, at lønudviklingen i den offentlige sektor er politisk bestemt. Derfor er det også politikernes ansvar at rette op på skævhederne," fremhæver Morten Lassen.
Connie Kruckow: Uddannelse skal kunne betale sig
Connie Kruckow, formand for Sundhedskartellet, mener, at det er paradoksalt, at det er de mellemlange videregående uddannelser, der har det største løngab, dels fordi det ifølge hende, netop bør kunne betale sig at tage en uddannelse og dels fordi, at sundhedsvæsenet er højt prioriteret blandt danskerne, når de vurderer velfærden. "Som det ser ud nu, kan det jo slet ikke betale sig at tage en mellemlang videregående uddannelse og bruge den i det offentlige sundhedsvæsen. Det er et skræmmende scenarie, der tegner sig for fremtiden," udtaler Connie Kruckow. Karen Sjørup er enig. "Det kan være en meget meget dårlig forretning at tage en mellemlang videregående uddannelse, fordi lønforskellen mellem dem, der går ud af 9. klasse og vælger en ufaglært karrierer, og så MVUerne er så lille," udtaler Karen Sjørup og slutter: "Tallene tyder jo også på, at eksempelvis sygeplejerskerne er hårdere ramt end SoSu-assistenterne."
Læs SFIs notat vedr. lønforskelle mellem offentlig og privat sektor med særlig fokus på Sundhedskartellets område:
|
Læs også...
Børn på hospital
Hjemmesiden "Børn på hospital" samler alt relevant materiale om børn på hospital. Målgruppen er alle, som har kontakt med børn - sundhedspersonale som forældre.
Gå til hjemmesiden
|