01-12-2008
De midaldrende er mest stressede
Man hører altid at børnefamilier er mest ramt af stress, men det er en myte, siger arbejdspsykolog Jørgen Møller Christiansen i CASA, Center for Alternativ Samfundsanalyse. Forekomst af stress topper i aldersgruppen 45 - 54 år.
Stress stiger med alderen og topper blandt de midaldrende på 45 – 54 år. Det viser de senere års danske undersøgelser på området, skriver Arbejdsmiljøweb .
Det er medarbejdere i aldersgruppen 45-54 år er hårdest ramt af stress, og ikke de yngre småbørnsforældre, som ellers ofte bliver fremhævet i debatten om stress, siger arbejdspsykolog Jørgen Møller Christiansen fra Center for Alternativ Samfundsanalyse.
Han bygger sin påstand på to store undersøgelser blandt Finansforbundets og FTFs medlemmer. Den sidstnævnte gruppe er på 450.000 sygeplejersker, lærere, pædagoger, bankansatte og andre funktionærer i det offentlige og private.
Undersøgelserne viser, at ansatte uden børn er lige så stressede som dem med børn. Dermed punkteres myten om at børnefamilier i særlig grad skulle være stressramte i disse sektorer. Blandt Finansforbundets medlemmer er andelen som oplever sig stressede betydeligt højere blandt de midaldrende end blandt medlemmerne i aldersgruppen 20-34 som også har hjemmeboende børn.
I undersøgelsen føler 32 procent af de 45-54-årige sig noget, ret meget eller virkeligt meget stressede. Det tilsvarende tal for de 20-34-årige er 19 procent.
Hvorfor denne gruppe af midaldrende medarbejdere er ramt af stress ved vi ikke præcis, men en mulig forklaring er en meget stor loyalitet overfor arbejdet, siger Jørgen Møller Christiansen, som understreger at eksakt viden på området endnu er sparsomt.
Vi ved at der er mange stressfaktorer forbundet med hjemmeboende børn, men alligevel viser undersøgelserne at stress er forholdsvis lavt hos medarbejdere under 35 år. Måske er det fordi man i en småbørnsfamilie strukturerer hverdagen på en måde, og det kan derfor nærmest være en buffer for stress, siger Jørgen Møller Christiansen.
Læs hele artiklen på Arbejdsmiljøweb .