Jeg synes, der er mange spændende elementer i inspirationspjecen. På alle bioanalytikerarbejdspladser vil der i den kommende tid fortsat være kæmpe udfordringer med at få skaffet den nødvendige arbejdskraft. Og vi kan ikke løse det nu og her ved at uddanne flere bioanalytikere eller ved at tage yderligere ind fra andre faggrupper. Manglen på arbejdskraft gør det nødvendigt at se på arbejdstilrettelæggelsen på laboratorierne, såvel indholdsmæssigt som i forhold til tjenestetidstilrettelæggelse og det er i denne forbindelse, at jeg tror man kan hente relevant inspiration i den nye pjece.
Pjecen er blevet til på baggrund af en større analyse af erfaringerne med de forsøg med lokale arbejdstidsaftaler, der blev lavet fra 2000 – 2005 med udgangspunkt i Rammeaftale om decentrale arbejdstidsaftaler.
Nogle af pjecens pointer kan virke indlysende og måske lidt banale; men det er samlingen af erfaringerne, der gør, at jeg tror man kan have stor glæde af at tage udgangspunkt i pjecens opmærksomhedspunkter, hvis man står overfor at skulle ændre i vagttilrettelæggelse, udvide arbejdstiden eller lave andre omlægninger.
Pjecen indeholder både nogle ret konkrete erfaringer i forhold til ændringer i vagttilrettelæggelsessystemer, som kan bruges i denne sammenhæng, og den indeholder også nogle mere overordnede forslag til, hvad man skal være opmærksom på, hvis man overvejer at lægge om i arbejdstilrettelæggelsen.
Som titlen angiver er der to omdrejningspunkter i inspirationshæftet: medbestemmelse og arbejdsmiljø. Og en hovedkonklusion er da også, at ændringer i arbejdstilrettelæggelsen bør ske i et samarbejde mellem ledelse og medarbejdere. Jo mere medarbejderne føler de har indflydelse på den nye arbejdstilrettelæggelse jo større er chancen for en vellykket ændring. Og medbestemmelsen ser også ud til at have en positiv effekt i forhold til arbejdsmiljøet, når medarbejderne har indflydelse på den nye arbejdstilrettelæggelse er tilfredsheden med arbejdsmiljøet simpelthen større.
Konklusioner som godt kan virke lidt selvindlysende, når man som jeg har arbejdet mange år i medindflydelsessystemet på et sygehus; men som i pjecen får en række konkrete anvisninger med, så jeg synes det er et nyttigt redskab, hvis man skal i gang med forandringer på arbejdstilrettelæggelsesområdet.
Så jeg kan kun anbefale både ledere og medarbejder at læse inspirationshæftet nu - og gemme det, til man skal i gang med omlægninger af arbejdstilrettelæggelsen.
Inspirationshæftet kan downloades her og samtidig kan vi gøre opmærksom på, at den nye arbejdstidsaftale OK 08, netop er færdig og kan læses eller downloades fra løn/overenskomster og aftaler/sygehusansatte under arbejdstid .