Pressemeddelelse:
50 pct. mere i løn til bioanalytikere for arbejde i private vikarbureauer
Danske Bioanalytikere har i denne uge indgået en overenskomst med FASID, Foreningen af Sygeplejevikarbureauer i Danmark.
Overenskomsten giver bioanalytikere 50 procent mere i timeløn, hvis de tager arbejde som vikarer i et af de 22 vikarbureauer, som er tilknyttet FASID. Den nye aftale giver således en timeløn på 237 kr. Til sammenligning tjener en sygehusansat bioanalytiker på løntrin 7 kun 156 kroner i timen.
Formand for Danske Bioanalytikere, Anne Lise Madsen er meget tilfreds med det nye tilbud til landets godt 6.500 bioanalytikere:
Jeg er naturligvis rigtig glad for, at bioanalytikere nu får samme mulighed for en høj indtjening som vikarer, som især jordemødre og sygeplejersker har nydt godt af indtil nu. Men jeg ser det også som en ekstra bonus for bioanalytikerne, at de med aftalen får adgang til en bredere vifte af arbejdspladser. Vikarbureauerne betjener jo både offentlige og private virksomheder i sundhedssektoren.
Anne Lise Madsen peger på, at vikaraftalen også kan være med til at afhjælpe den aktuelle mangel på bioanalytikere i det offentlige sundhedsvæsen.
Jeg kan fx forestille mig, at bioanalytikere, som ellers har forladt faget, vil være interesseret i at tage en vagt en gang imellem på et sygehus. Eller at nogle af vores medlemmer, som er gået på efterløn eller pension, nu får lyst til en ekstra indtjening ved at arbejde som vikar i kortere eller længere perioder. Måske endda på deres gamle arbejdsplads, siger Anne Lise Madsen.
Ledighedsprocenten blandt bioanalytikere ligger pt på 0,2 procent, hvilket svarer til knap 20 personer. Mange sygehuslaboratorier har da også opgivet at tiltrække uddannet arbejdskraft og er begyndt at oplære andre faggrupper i opgaver som blodprøvetagning og EKG´er.
For yderligere kommentarer: Anne Lise Madsen, formand for dbio 22 30 29 50
Overenskomsten vil blive offentliggjort i næste uge her på hjemmesiden.