Forside Kontakt Nyheder Om dbio Nyhedsbrev Presse Indeks Søg
22-05-2008

"Vi er på vej, vi er på vej..."

Lotte Kamph  lka@dbio.dk
"...vi er på vej mod ligeløn". På melodien "When the Saints Go Marching In" sang Sundhedskartellets medlemmer Connie Kruckow, Anne Lise Madsen og de øvrige Sundhedskartels formænd på vej til Finansministeriet med 131.373 underskrifter fordelt i hver sin trillebør. Lars Løkke Rasmussen tog pænt imod.

underskrifter1
"Du får to ting af Sundhedskartellet: En strejke t-shirt og 130.000 underskrifter for ligeløn og en Ligelønskommission. Nu er det din tur til at gøre noget ved problemerne," sagde Connie Kruckow.

Sundhedskartellets formænd blev mødt af højlydte klapsalver, da de efter en pæn spadseretur fra Kvæsthuset til Finansministeriet nåede frem med de mange underskrifter i god behold. Klapsalverne og de mange slagsange fortsatte de ti minutter der gik, inden finansminister Lars Løkke Rasmussen viste sig på trappen.

"Go Connie" - "Go Løkke"

"Go Connie, Go Connie". Connie Kruckow holdt tale ved overrækkelsen af underskrifterne og opbakningen var stor. "Danmark skal have et offentligt sundhedsvæsen i verdensklasse og forudsætningen for det er, at vores løn må være så god, at det er muligt at rekruttere og fastholde professionelle medarbejdere," sagde Kruckow blandt andet. Efter overrækkelsen var det Lars Løkkes tur. Og de fremmødte viste god sportsånd, så han fik også pæne tilråb med på vejen. "Go Løkke, Go Løkke". "Ja, jeg lover, at jeg vil se nærmere på de dokumenter eller bilag, eller hvad der er, I har med - hver og en vil blive læst," sagde Løkke Rasmussen med et smil. "Og det tager jo tid, sådan noget, og når jeg er færdig, så håber jeg, at strejken er ovre."

Strejke t-shirt og tørklæder fra bioanalytikerne

Anne Lise Madsen gav finansministeren en strejke t-shirt og to strejke-tørklæder, efter hun havde båret en kasse underskrifter op på ministerens kontor. "T-shirten kan du bruge næste gang du skal cykle til Paris, og så har vi været forudseende i forhold til den verserende tørklædedebat og har fået produceret nogle tørklæder, så her har du et til dig selv, og det andet kan du jo give til Birthe Rønn Hornbæk," sagde Anne Lise Madsen til Lars Løkke.

TV 2 stod klar

TV 2s udsendte medarbejder Kaare R. Skou stod klar ved trappen og både Connie Kruckow og Lars Løkke Rasmussen blev interviewet til nyhederne. Det forlyder, at TV 2 News har sendt et 14 minutter langt indslag fra dagens happening, så mon ikke der er en flok bioanalytikere med bloddråbeskilte med i billedet.

Glæd dig til at læse mere og se flere billeder i Guld-Expressen i morgen.

Underskrifter2
"Så går vi. Er du klar, Fru Madsen?," lød det fra en veloplagt Connie Kruckow.
Underskrifter3
Anne Lise Madsen og Lillian Bondo (formand for Jordemoderforeningen) stod klar til at overrække underskrifter og t-shirts.
Connie
"Vi er glade for, at du havde tid og lyst til at mødes med Sundhedskartellet i dag. Vi opfatter det som en tilkendegivelse af, at regeringen og Folketinget har et medansvar for at skabe ligeløn," sagde Sundhedskartellets formand.
underskrifter4
Lars Løkke Rasmussen fik t-shirts fra samtlige af Sundhedskartellets organisationer.
Lars Løkke
Lars Løkke Rasmussen fik lov til at låne megafonen og talte til Sundhedskartellets medlemmer. "Jeg må bede om jeres forståelse for, at vi altså ikke kan stå her på trappen og forhandle," sagde han.
Løkke
En begavet Løkke Rasmussen.



Læs også...
Børn på hospital
Hjemmesiden "Børn på hospital" samler alt relevant materiale om børn på hospital. Målgruppen er alle, som har kontakt med børn - sundhedspersonale som forældre.
Gå til hjemmesiden