Almen praksis skal i 2012 pilotteste en kvalitetsmodel udviklet på baggrund af Den Danske Kvalitetsmodel (DDKM). Det blev aftalt ved den seneste overenskomst mellem de Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og Danske Regioner.
Standarderne er udviklet i et samarbejde mellem IKAS, PLO, Danske Regioner, DSAM, Danske Patienter, KIF og Dak-E.
I sættet indgår en standard for laboratoriesikkerhed, rekvisition af diagnostiske undersøgelser og håndtering af prøvemateriale.
Heri står, at klinikken skal have en procedure for:
- Rekvirering af diagnostiske undersøgelser uden for klinikken ud fra retningslinjer udstukket fra analyserende enheder
- Gennemførelse af egne laboratorieprøver ud fra eksempelvis manualer, retningslinjer eller lignende fra leverandører
- Sikker identifikation af patient og prøve
- Udtagelse, forsvarlig opbevaring, transport og videregivelse af diagnostisk materiale
- Modtagelse og opfølgning på prøvesvar og undersøgelser
- Deltagelse i regionale laboratoriekvalitetssikringsordninger (LKO) i det omfang, de findes.
Derudover skal klinikken kunne dokumentere, at laboratorieudstyr kontrolleres regelmæssigt ved ekstern kvalitetsvurdering og deltagelse i regionale laboratoriekvalitetssikringsordninger i det omfang, de findes.
Frem til sommer 2012 afprøves standarderne i 25 praksis landet over. 5 praksis i hver region er udvalgt - både solopraksis og kompagniskabspraksis. Resultaterne af pilottesten evalueres til sommer. Herefter kan akkrediteringen blive en del af den kommende overenskomst mellem PLO og Danske Regioner. I så fald kan modellen implementeres i alle praksis i 2013-2014.