Her er indlægget i sin fulde længde:
Akutmodtagelser skal have faste bioanalytikere
Lægeforeningen udsendte i september et politikpapir, der formulerer foreningens visioner for "Kvalificeret akutbehandling – uden unødvendig ventetid", som det loves i overskriften.
Papiret handler om, hvordan indsatsen i de kommende fælles akutmodtageenheder – nogle steder kaldet FAME – bør tilrettelægges, så udredningen går i gang, lige så snart patienten er blevet visiteret til indlæggelse af enten egen læge, lægevagten eller vagtcentralen. Foreningen efterlyser et tidsmål – ligesom i Storbritannien – for, hvor lang tid der makismalt må gå fra patienten ankommer til sygehuset og til vedkommende enten er skippet videre til den relevante specialafdeling eller er udskrevet.
Der er i sagens natur et længere afsnit om diagnostikken, som jo er intet mindre end krumtappen i udredningen. Papiret pointerer nødvendigheden af "kompetent diagnostik" og "hurtig adgang til diagnostiske undersøgelser" for såvel praktiserende læger som akutmodtagelserne. Og "hurtige blodprøvesvar ved ny teknologi".
Som enhver, der kender de gængse forretningsgange på et sygehus, ved, betragtes laboratorierne i dag som lidt afsidesliggende servicefunktioner. Kun på sygehuse, hvor man har gjort en ekstra indsats for det, er der en egentlig dialog mellem laboratorierne og de kliniske afdelinger. Mange af de forsinkelser, ja flaskehalse, der obstruerer den hurtige diagnostik, skyldes, at kontakten mellem læger og laboratoriefolket er for lemfældig. Lægen krydser flittigt af på rekvisitionsblanketten og er måske ikke klar over, at der allerede foreligger ganske friske analysesvar på den pågældende patient. Eller at nogle analyser overflødiggør andre. Eller at en ny analysetype faktisk er mere hensigtsmæssig i situationen. Bioanalytikerne udfører som regel blot bestillingen uden vrøvl. Og hvorfor ikke; lægen har jo ordinationsretten.
Ordinationsretten skal vi nok holde nallerne fra, men en kultur og struktur, der rutinemæssigt forsinker og fordyrer diagnostikken, bør vi i et servicemindet og omkostningsbevist sundhedsvæsen naturligvis lægge bag os. Her mener vi, at de nye fælles akutmodtageafdelinger er et rigtigt godt sted at begynde. Derfor bør der tilknyttes en fast stab af bioanalytikere til de nye akutfunktioner. Deres opgave skal, ud fra deres særlige kompetencer, være løbende at rådgive det øvrige sundhedsfaglige personale med hensyn til diagnoserepertoire samt koordinere og kvalitetssikre hele det diagnostiske arbejdsområde. De kan også passende sørge for at uddanne og supervisere i korrekt brug af poct-udstyr.
Vi opfordrer derfor til, at vi i fremtiden ser hinanden, på kryds og tværs af det faglige hierarki, som samarbejdspartnere. Velkommen til den diagnostiske dialog.
Bert Asbild, formand for Danske Bioanalytikere
Se indlægget på Dagens Medicin, hvor der også er mulighed for at kommentere på det.
Læs også Danske Bioanalytikeres politikpapir "Bioanalytikere i akutmodtagelsen".